Gå til hovedindhold
Debat

På røven i Salling?

27-05-2015 KL. 11:26
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Vi kan glæde os over, at de fleste udenfor Salling forbinder navnet med et stormagasin. Derfor kommer vi ikke til at opleve ovenstående overskrift i de landsdækkende medier.
Til gengæld er der rig mulighed for at opleve en af Sallings byer figurere i overskriften. For man kan overalt i Danmark - også i Salling, og endog i Danmarks største byer - finde eksistenser, der er »på røven«.
Nu sagde salig Simon Spies ganske vist, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Men jeg tror, at Nakskov i dette tilfældet havde foretrukket »den der lever stille, lever godt«.
Problemet, ikke bare for Nakskov, men hele »Udkants-Danmark«er, at der samlet set i de landsdækkende medier tegnes et forkert billede - et billede, som læsere, seere og lyttere udefra tror er sanddrueligt.
Og det er et problem, fordi det fratager byboerne muligheden for at vælge at bosætte sig i et landdistrikt - for hvem katten gider bosætte sig et sted, hvor alle virksomheder er lukkede, hvor alle ressourcestærke personer er væk eller på vej væk, hvor alle institutioner er nedlagte og hvor dine mest sandsynlige naboer er en social nomadefamilie eller en livstræt pensionist? Jeg vil i hvert fald ikke!
Konstant fokus på dårlig omtale suger al virkelyst, livsmod og ork ud af selv den mest ihærdige ildsjæl.
Fokuserer man i stedet på at give mere plads til den gode historie, så sker det omvendte:
Selv en lille ildsjæl får vinger og er med til at gøre en forskel.
Tag nu eksempelvis Durup, hvor jeg undtagelsesvist ikke vil tale erhverv.
Børnehaven har lige haft jubilæum og har i skrivende stund 20 børn flere end da man startede i 1995. 20 af disse børn er klar til at rykke over i Durup Skole som næste skoleårs nye håbefulde 0. klasse.
Det er da en succeshistorie fra landdistrikterne midt i al den snak om faldende børnetal og affolkning.
Sluttelig vil jeg sige, at hele 17.000 mennesker flyttede fra by til land (ja, den er god nok, fra by til land) i 2014 ifølge Ministeriet for By og Landdistrikter. Jeg tror, at der er basis for, at Sallings landdistrikter tiltrækker sig en lidt større andel. Vi skal bare huske at fortælle alle de gode historier.

Thomas Rosenkrands,
direktør & indehaver,
TR Consult,
Præstelund 39,
Durup,
7870 Roslev
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland