Gå til hovedindhold
Lokalt

Café Savillas fylder 10 år

16-09-2015 KL. 12:16
Café-ejer Sanne Villadsen, 52, vil gerne fejre historien i forbindelse med Café Savillas første 10 år på Lundø. Derfor efterlyser hun gamle historier og billeder, som hun vil udstille i forbindelse med fejringen i uge 42.Foto: Casper Jacobsen
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Når man kommer ind på Café Savillas på Lundø, er det næsten som at træde ind på en café eller en vinbar i en større by.
Der er kælet for detaljerne, der er en afslappet stemning og hygge, og intet virker tilfældigt i indretningen, selv om der er utrolig mange ting med utrolig mange farver - lyseblå går meget igen.
Men Café Savillas ligger atypisk for sådan en café helt ude på landet syv kilometer ud af en blind vej uden skiltning til caféen. Det giver nogle udfordringer, men det giver også en frihed.
- Friheden er første prioritet for os, og det gælder både økonomisk og generelt i livet. Stedet her er et helle for os og vores gæster, siger Sanne Villadsen, der med en sammentrækning af sit navn også har lagt navn til caféen.
52-årige Sanne Villadsen overtog sammen med sin mand stedet i 2005. Bygningerne var kommet på tvangsauktion, da Peters Madforsyning stoppede, og da Sanne Villadsen, der dengang boede i Selde, længe havde ledt efter et sted til en café, så slog hun til. Det betyder, at Café Savillas i år kan fejre 10 års jubilæum, og det kommer til at ske i hele uge 42.
- Jeg havde gået med konceptet inde i mit hoved i 15 år. Så jeg var mere end klar. Jeg vidste, at jeg skulle samle alle de interesser og ting, der gjorde mig glad. Jeg ville bage kager og brød, og jeg ville sælge ting. Derudover skulle det være et sted med sjæl og hygge, fortæller Sanne Villadsen, der både har en uddannelse som køkkenleder og som butiksassistent.
I de første år arbejdede Sanne Villadsen 25 timer ved siden af caféen. Men jobbet sagde hun op i 2008, og i stedet lagde hun alle kræfter i hendes drøm. De første år gik det fint uden at være prangende, men et tv-program om caféen i 2010 satte virkelig gang i tingene. Siden har stedet haft pænt med gæster.
- Det gik så godt, at jeg en overgang prøvede med en fuldtidsansat, men det kunne budgettet alligevel ikke holde til. Men i søndags var der 103 til brunch, og det synes jeg er meget godt, siger Sanne Villadsen.
Igennem de seneste 10 år er der ændret lidt på arbejdsopgaverne i caféen. I mange år har Sanne Villadsen leveret mad ud af huset, men med det kommende forårs konfirmationer er det slut. I stedet ønsker hun at huse flere arrangementer, hvor forskellige personligheder kan komme og fortælle og lære fra sig.
- Det bliver helt klart fremtiden med nogle flere en-dags-kurser, hvor folk kan samles til hygge. Det er mere min stil, og jeg tror på konceptet, siger hun.
Den kommende jubilæumsfejring kommer ikke kun til at handle om de seneste 10 år. I 2005 overtog Sanne Villadsen en bygning, men også et stykke lokalhistorie. Derfor opfordrer hun folk til at komme forbi med gamle historier og billeder, så hun kan lave en planche for hvert årti.
- Jeg synes, det er vigtigt, at historien bliver fortalt helt tilbage fra 1947, da stedet blev bygget, og der var købmandsbutik og senere konditori, inden det blev til en kro. Og jeg vil meget gerne have historierne og billederne inden uge 42, så jeg kan nå at lave det færdigt, fortæller Sanne Villadsen.
De første 10 år bliver ganske sikkert fulgt op af 10 flere. Sanne Villadsen bliver ved, så længe hun brænder for stedet.
- Den her café er 100 procent for min egen skyld. Jeg lever en drøm ud, og den drøm vil jeg ikke ud af, fortæller hun.
I dag har Sanne Villadsen en ansat på 25 timer og en i fleksjob på 10-15 timer om ugen. Derudover hjælper omkring 15 ung-arbejdere til på skift.
- Uden dem kunne caféen ikke eksistere, slår Sanne Villadsen fast.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland