Gå til hovedindhold
Lokalt

Mogens blev udsat for groft overfald: »Hvorfor?«

08-01-2017 KL. 17:11
Umiddelbart efter nytår flyttede Mogens Drescher ind i værelset her i »Gnisten« på Marienlyst Plejecenter i Skive. Målet er at gøre ham i stand til igen at kunne klare sig i egen lejlighed, men lige nu driller det højre ben, som tog skade under det brutale overfald den 1. december. Foto: Lindy Jørgensen
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Hvorfor?
Det er spørgsmålet, der fylder allermest i Mogens Dreschers hoved.
Torsdag den 1. december blev den 48-årige førtidspensionist slået til noget nær ukendelighed i sin stuelejlighed i Ringparken i Skive af en mand, han umiddelbart forinden havde mødt på et værtshus i Skive.
Mogens Drescher husker, at han udvekslede håndtryk med manden på værtshuset, hvor de fik nogle øl. Senere inviterede han ham med hjem i sin lejlighed, hvor de fik nogle flere øl.
De var ikke, så vidt Mogens Drescher husker, oppe at skændes, men pludselig gik manden til angreb på ham.
»Jeg husker kun, han slår mig én gang. Så er jeg væk. Men jeg har også fået slag oven i hovedet, på kæberne og ved ørerne. Og på hænderne også. Jeg har fået 10-11-12 slag,« fortæller Mogens Drescher.
Det næste han husker er, at han befandt sig på sygehuset.
Politiet var blevet tilkaldt af en nabo, som havde hørt spektakel fra lejligheden.
I stuen fandt de Mogens Drescher liggende halvt bevidstløs i en blodpøl med talrige skader oven i hovedet, på kinderne og på hænderne. Der var også blodspor flere andre steder i lejligheden.
Mogens Drescher blev i ambulance kørt til Regionshospitalet Viborg, hvor han blev indlagt. Her kom han på et tidspunkt til sig selv igen. Han fik smertestillende medicin og følte sig egentlig okay. På det tidspunkt var han da også blevet erklæret uden for livsfare.
Han blev udskrevet fra sygehuset den 6. december. Derefter blev han plejet på Oddense Ældrecenter indtil den 20. december, da hans forældre hentede ham og tog ham med sig hjem på juleferie i Lystrup ved Aarhus.
Her var han indtil i mandags, da han flyttede ind på afdelingen »Gnisten« på Marienlyst Plejecenter i Skive. Her skal han modtage pleje og genoptræning i foreløbig en måned.
Han har ikke fået nogen prognose i forhold til, om han kommer til at kunne bruge sit højre ben lige så godt, som han kunne før overfaldet.
Han synes, det er »fedt«, at politiet kort før nytår fik anholdt den formodede gerningsmand, en 46-årig mand fra Gedsted, som nu sidder varetægtsfængslet, sigtet for legemsangreb af særlig rå, farlig eller brutal karakter.
Mogens Drescher er ikke synderlig optaget af, at gerningsmanden skal have en straf for overfaldet. Det, der betyder mere, er spørgsmålet, der bliver ved med at rumstere i hans hoved.
Hvorfor?
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland