Gå til hovedindhold
Lokalt

Berørte naboer starter underskriftsindsamling mod Skive-byggeri

08-02-2017 KL. 14:49
Sådan vil Danske Bank-huset i Skive (til venstre) komme til at se ud, hvis Skive Byråd godkender det forslag om en lokalplan for byggeriet, som er på vej. En underskriftsindsamling er nu startet for at undgå byggeriet.Tegning: Arkitekt Andreas Ravn, Balling
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Udvalget for teknik og miljø i Skive Kommune har besluttet, at der skal udarbejdes et forslag til lokalplan, så der kan opføres tre etager oven på bygningen, hvor Danske Bank har været.
Men det er langt fra alle, der er begejstrede for udsigten til at få så stort et byggeri midt i byen.
Det har nu fået naboerne Per Haslev og Mogens Jensen til at engagere pensioneret arkitekt Arne Post i sagen, og det betyder i første omgang, at der er taget initiativ til en underskriftsindsamling.
- De har bedt mig om at gå ind i sagen, da de er meget berørte. Og personligt synes jeg, at byggeplanerne er langt over det tilladte, og det strider mod kommunens egne regler, siger Arne Post.
Der er tidligere blevet lavet en underskriftsindsamling mod byggeplanerne på adressen Østergade 1-3, men nu bliver der altså lavet en ny, som borgere kan skrive deres navn på, blandt andet på værtshuset Midtskiws og Det Italienske Bøfhus.
- Min forventning er, at der er en del, der vil skrive under, for hvis Skive Kommune siger ja til planerne, så vælger kommunen at lægge større vægt på en enkelt grundejers ønsker end hensynet til naboer, borgere og Skive by, mener Arne Post.
Underskrifterne vil blive afleveret til udvalget for teknik og miljø, når der er et passende antal på plads, men det skal være senest i marts, da teknisk forvaltning er ved at forberede et forslag til lokalplan, som skal vedtages af byrådet i marts.
- Jeg har fået aktindsigt i sagen, og min klare holdning er, at grundejeren har forsøgt at lægge et kraftigt pres på forvaltningen. Nu er det på sin plads, at nogle trækker den anden vej, siger Arne Post.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland