Gå til hovedindhold
Sport

Sara Slott og alle de andre atletikstjerner til start i arenaen

09-02-2017 KL. 10:50
OL-sølvet fra Rio tager hun næppe med til Skive, men Sara Slott Petersen er selv til start ved næste weekends danske ?mesterskaber i Spar Nord Arena. Scanpix
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Når Spar Nord Arena i næste weekend for 10. år i træk lægger løbebane til de danske atletikmesterskaber for seniorer, bliver det et stævne med et flottere felt end nogensinde tidligere.
Alene det, at en sølvvinder fra sidste sommers OL er til start rydder bordet, men ud over at Skive igen får besøg af verdensstjernen Sara Slott Petersen, så er startlisterne proppet med stærke navne, som vil være i absolut topform i Arenaen. To uger efter DM er der nemlig indendørs-EM i Beograd - flere af de tilmeldte deltagere i Skive er allerede klar, mens stævnet for andre vil være sidste chance for at klare kvalifikationskravene.
Sara Slott Petersen fra Aarhus 1900 er uden sammenligning det største navn i kraft af OL-sølvet på 400 meter hæk. Hun er tilmeldt på 200 meter og 400 meter, hvor hun på begge distancer skal forsvare de titler, hun vandt samme sted for et år siden.
I mændenes sprint over 60 meter har det lokale publikum i en årrække kunnet glæde sig over DM-titler til Morten Dalgaard Madsen fra SAM. Det bliver der imidlertid ikke noget af i år - Morten Dalgaard Madsen er skiftet til Sparta i København efter at være begyndt på en pilotuddannelse i Roskilde, og han vil slet ikke være til start på sin gamle hjemmebane.
Det skyldes netop den tidskrævende uddannelse, som har gjort det vanskeligt at få trænet ordentligt.
Men fart på de 60 meter kommer der. Hvidovres talentfulde Kristoffer Hari vil endelig stå klar i startblokken i Skive efter et par år med diverse skader. Og han er mere end klar - da han indledte sæsonen i Reykjavik, indfriede han EM-kravet i tiden 6,69. Hans værste konkurrent på dagen bliver en tidligere SAM’er i Festus Asante, som også løber for Hvidovre. Også han er i fremragende form og satte personlig rekord i Reykjavik med 6,76.
Mændenes højdespring ser også meget interessant ud. Janick Klausen fra Arhus 1900 indledte sin sæson med at spring 2,26 meter ved et stævne i Køln og er klar til EM. Og måske kan der i Skive være optræk til noget interessant.
- Janick har henvendt sig til os og bedt os om at vende madrassen, så han kan få et længere tilløb til sine spring. Det tyder på, han er klar på noget stort, siger stævneleder Annette N. Jensen fra SAM.
Janick Klausen er kommet sig over en mindre fodskade, men kommer ikke sovende til en DM-titel. Med i feltet er nemlig også Jonas Kløjgaard Jensen. ligeledes Aarhus 1900, som blev junioreuropamester i 2015.
rekorder i fare
En anden junioreuropamester fra 2015, Benjamin Lobo Vedel fra Aalborg, var skadet det meste af sidste sæson, men nu tilbage på sit bedste niveau. Han indfriede EM-kravet på 400 meter tidligere på sæsonen i Spar Nord Arena med 47,13 og har siden forbedret sig til 46,78.
Den danske rekord på distancen er 46,31 og dermed i alvorlig fare hver gang, Vedel tager pigskoene på. Og måske bliver det i Skive, den falder.
Endelig er EM-parate Andreas Bube med på 800 meter. Bagsværdløberen har allerede forbedret sin personlige rekord i år til 1.47,19. Det var under EM-kravet, og kun Nick Jensen fra Sparta ventes at kunne udfordre Bube.
på jagt efter det sidste
I hækkeløb kan DM-stævnet i Skive være dér, yderligere et navn eller to føjes til den danske EM-delegation.
Mette Graversgaard fra Aarhus 1900 har de senere år været i konstant fremgang og gør sig både på 200 m og 60 meter hæk. Målet denne vinter er at få ram på den danske rekord på 60 meter hæk, som lyder på 8,42 sekunder. Men også Mathilde Heltbech, Helsingør IF, viser gode takter, så den korte hæk kan blive historisk god i år.
Også på herresiden er niveauet højt. Andreas Martinsen, Aarhus 1900, kæmper for at klare EM-kravet, og det kan blive i Spar Nord Arena den sidste hundreddel af et sekund hentes.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland