Gå til hovedindhold
Lokalt

Ørum-borgere om ny roman: - Vi kan ikke genkende det

14-02-2017 KL. 22:17
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Det er sjældent, at Ørum ved Højslev finder plads i de landsdækkende avisspalter.
Ikke siden gamle »Ræv-Mary« for flere årtier siden dræbte en ræv ved at jage en fork i den, har Ørum fået så megen omtale, som det er sket i forbindelse med bysbarnet Thomas Korsgaards nye roman »Hvis der skulle komme et menneske forbi«.
Men linjerne med de positive ord om Ørum er til at komme igennem, og Thomas Korsgaard er langt fra lyserød i sin beskrivelse af det område omkring Sejstrupvej, han voksede op i.
Det noget dystre billede af Ørum ærgrer en lokal ildsjæl.
- Det er lidt ærgerligt, at det ikke er noget positivt, vi kommer i vælten for. Vi kæmper jo for at udvikle byen, og vi vil gerne være et område, som folk har lyst til at flytte til, siger Lene Juul Jensen.
I »Hvis et menneske skulle komme forbi« er det Nr. Ørum, der specifikt optræder ved navn.
I Nr. Ørum er der god plads mellem ejendommene, og i øjeblikket står nogle gårde tomme, efter landmændene er kommet op i årene og nu enten er borte eller bor på hjem.
Der har imidlertid ikke været interesse fra yngre folk til at fylde alle ejendomme og gårde ud.
Men her er en kirke. Og her er et bordel. Så der kommer mennesker forbi.
Og hvis man stopper op og hører godt efter, kan man måske endda høre vandets rislen i Jordbro Å.
På en vinterdag i februar er der som så mange andre steder et godt stykke vej til idyllen, men man behøver ikke tænke længe for at forestille sig området på en varm sommerdag.
Dyr på markerne og fuglenes sang. Stilheden. Friheden. Udsigten over engsøerne.
Men sådan bliver Nr. Ørum altså ikke beskrevet i Thomas Korsgaards roman, der blandt andet bygger på erfaringer fra barndommen.
Her får både faren, moren og samfundet på puklen.
Blandt andet beskrives faren som voldelig, og det billede har nogle af de lokale svært ved at genkende.
- Det er i hvert fald ikke mit indtryk af tingene. Faren er kommet herned, når han skulle have ordnet sin bil, og nogle gange har pengene været små, men hans piger har altid været glade, fortæller Christian Thomsen, der arbejder som mekaniker i Sdr. Ørum få hundrede meter fra Nr. Ørum.
Han har denne eftermiddag besøg af nabo Rolf Pallesen, og han kan heller ikke genkende beskrivelsen af familien og området.
- Det er da aldrig rart, når der bliver talt dårligt om det område, man bor i, og det kan da godt gå hen og blive negativt for byen. Det håber jeg ikke, siger Rolf Pallesen.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland