Gå til hovedindhold
Lokalt

Stor undersøgelse skal kortlægge sundhedssituation

16-02-2017 KL. 07:47
Foto: Steen Don
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Er e-cigaretter skadelige? Giver tatoveringer følgesygdomme? Og er der en sund balance mellem arbejde og fritid?
Det er blandt de store spørgsmål, 2500 borgere i Skive Kommune bliver spurgt om i undersøgelsen »Hvordan har du det?«.
”Hvordan har du det?” er den største danske undersøgelse om sundhed og trivsel. Den udsendes hvert fjerde år og giver regionens borgere svar på alt fra deres stressniveau over trivsel og til kost og motion.
I februar lander spørgeskemaet i den digitale eller almindelige postkasse hos 53.500 repræsentativt udvalgte borgere over 16 år i Region Midtjylland.
I Skive Kommune modtager cirka 2500 borgere spørgeskemaet. For fire år siden, da sundhedsprofilen sidst blev kortlagt, lå svarprocenten i Skive Kommune på knap 60 procent.
Svarene former regionens og kommunernes fremtidige sundhedstilbud.
Undersøgelsen er regionens og kommunens vejrhane, når nye tendenser blæser ind over befolkningen og peger mod nye udfordringer for befolkningens ve og vel.
- Når vi stiller 53.500 borgere spørgsmålet »Hvordan har du det?«, så konstaterer vi ikke kun, om udviklingen er god eller dårlig. Vi handler på det, siger regionsformand Bent Hansen, Region Midtjylland.
Regionen har blandt andet oprettet Klinik for Multisygdom og Polyfarmaci i Silkeborg, fordi undersøgelsen viste, at stadig flere borgere har flere sygdomme, der influerer på hinanden.
- Når vi får borgernes egne og ærlige svar, får vi svar på, om vi har de rette tilbud, og om der er nye behov, der kræver særlige indsatser. Jo flere svar vi får, jo bedre kan vi imødekomme behovene hos regionens 1,3 mio. borgere, siger Bent Hansen.
Undersøgelsens data er for eksempel også med til at danne grundlag for en sundhedsaftale mellem Region Midtjylland og kommunerne, der i 2017 igangsætter konkrete initiativer for at mindske den sociale ulighed i sundhed.
»Hvordan har du det?« er kommunernes opslagsværk, når der tilrettelægges sundhedsindsatser.
I Skive Kommune er »Hvordan har du det?«-undersøgelsen fra 2013 blandt andet blevet brugt til at målrette kommunens sundhedspolitik. Der er udarbejdet en strategi for at få flere af kommunens borgere til at være fysisk aktive, og tallene bruges blandt andet til at lave nye indsatser på sundhedsområdet.
- Sundheds- og Forebyggelsesudvalget bruger statistikker og tal fra undersøgelsen »Hvordan har du det?« til at sætte en retning for det politiske arbejde. Vi brugte for eksempel tallene til at lave Skive Kommunes Sundhedspolitik, og det er derfor vigtigt at svare på spørgeskemaet, så Skive Kommune også fremadrettet kan målrette sine tilbud efter borgernes behov, siger formanden for Sundheds og Forebyggelsesudvalget i Skive Kommune, Peder Christensen (S).
asj
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland