Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Borgmester-drama forude i Skive

25-02-2017 KL. 09:26
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Der er længe til kommunalvalget i november, men med dagens melding i Skive Folkeblad fra Dansk Folkepartis spidskandidat, Preben Andersen, bliver der allerede varmet op til større spænding og drama om borgmestervalget i Skive Kommune.
Flirteriet på landsplan mellem DF og S har bredt sig til Skive. Budskabet fra Preben Andersen er, at han kan se Socialdemokratiets Peder Christensen »som en god borgmester for Skive Kommune«, og DF holder åbne døre til både S og V om, hvem partiet vil have som borgmester. Det vil udfordre Venstres Peder Christian Kirkegaard, der ikke var blevet borgmester efter sidste valg uden støtte fra DF’s fire mandater. Et drama er på vej.
Peder Christensen og Preben Andersen har som det fremgår af dagens avis allerede haft samtaler om samarbejde efter valget, og hvis man i Venstre havde regnet med Dansk Folkeparti som sikkert støtteparti ved borgmestervalget, må man nu justere taktikken. DF holder nu en dør åben til både Venstre og Socialdemokratiet, og det vil garantere to ting: Spænding om borgmestervalget - og forventning om en ret høj pris for at få støtte fra DF.
Selv om alle partiers spidskandidater i princippet også er borgmesterkandidater, står de store partier, S og V, med klar favoritrolle ved borgmestervalget i Skive, men de øvrige partier kan blive helt afgørende for, om Peder Christensen eller Peder Christian Kirkegaard bliver borgmester. Partier som DF, SF, radikale - og - hvis de klarer spærregrænsen - de konservative, Alternativet og Liberal Alliance kan få ekstra indflydelse, når de med politiske indrømmelser skal »betales« for at støtte den ene eller den anden borgmesterkandidat.
Hvis DF på landsplan fører samme taktik som i Skive, så kan det blive et alvorligt problem for Venstre, der ved sidste valg opnåede borgmesterposten i halvdelen af landets kommuner. Siden da er Venstres tilslutning faldet på landsplan, og det øger udfordringerne for partiet. Interessant bliver det også at se, om DF-vælgerne bakker op, hvis partiet her lokalt og mange steder rundt i landet lader flirt på landsplan med Socialdemokratiet udvikle sig til mange lokale aftaler mellem S og DF om politisk indhold og borgmestervalg. Og vil Socialdemokratiet omvendt andre steder indgå aftaler, der bringer en DF’er i borgmesterstolen?
Der er opbrud i blok-tænkningen, og det er sundt nok. Det afgørende er, hvad der samarbejdes om - og ikke hvem der samarbejdes med. Ofte ender det også med en bred konstituering, hvor alle - eller næsten alle - byrådets partier er med. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for bredt samarbejde.
Det skal samtidig huskes, at ved kommunale valg er personer ofte vigtigere end partier. Det handler om tillid. For vælgerne i særdeleshed, men også mellem de valgte byrådsmedlemmer indbyrdes. Taktik er med i spillet. Overspiller man sine kort, risikerer man, at andre finder sammen, og at man selv ender med sorteper. Sådan er politik også.
O.D.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland