Gå til hovedindhold
Debat

Gl. Skivehus

11-04-2017 KL. 11:22
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Kan det svare sig at renovere de to gamle bygninger set ud fra et økonomisk synspunkt? Nej.
Er det dermed en god forretning? Nej.
Kan vi bruge pengene på andre ting, der også kræver indsatser? Ja.
Set ud fra et økonomisk og måske også realistisk synspunkt, så vil det aldrig kunne svare sig at restaurere / renovere / genopbygge bygninger som netop disse to centralt beliggende bygninger. Det vil være dyrt. Det vil være svært, og det vil være enormt upraktisk for bygherre at få entreprenørmaskiner ind i området. Der er lukket af ind til McDonald’s / Annexet, og på den anden side vil broen være i vejen. Det vil blive en enorm svær opgave at få gjort noget ved bygningerne og området.
Men skal det være en forretning? Skal det kunne svare sig kun at se tingene ud fra et økonomisk synspunkt? Skal det være sådan, vi tænker, at alt gammelt skal væk, bare fordi det er gammelt?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores nye rådhus. Der er allerede konstateret skimmelsvamp.
Det er helt klart min overbevisning, at vi skal beholde disse to gamle slidte og urentable bygninger. Vi skal beholde den sidste rest af Skives ophav. Før Brogården blev renoveret, var den faktisk også noget gammelt lort. Slidt, skævt og hamrende urentabelt. I dag fremstår den bygning som en af de smukkeste i Skive.
Jeg er 112 procent overbevist om, at Annexet vil kunne få enorm stort udbytte af at få åbnet op mod åen, hvor vi tilmed har planer om at lave terrasser a la den fritlagte å i Aarhus.
Der er ingen tvivl om, at Annexet vil få en fremragende mulighed for at lave det, vi savner i Skive. Miljø. Der vil være masser af mulighed for at lave en smuk og velbeliggende udskænkning, med direkte adgang til åen.
Der vil være mulighed for at lave turistbureau i underetagen, og måske vil der kunne laves overnatningsmuligheder for hotellet på første sal? Gildesal, eller hvad ved jeg …
Det er ganske enkelt en katastrofe at fjerne de to gamle bygninger. Det er urentabelt og dyrt, men det vil være et synligt tegn på, at vi vil å-området. Der skal være mulighed for at skabe miljø og lækker beboelse i området.
Der skal ikke ligge Lidl og andre butikker. Der skal være beboelse og miljø i området, og Kaj Ove er godt i gang på den modsatte side af åen.
Så politikere. I skal turde tage skridt 1 i den fremadrettede udvikling af miljøer i Skive. I skal ikke afvikle og nedrive, bare fordi det på kort sigt vil være urentabelt.
Kig på bygningerne med den mulighed, som netop disse har for at skabe det som vi i enorm stor grad har fjernet, miljøet. Stil jer på broen, glem trafikken og kig over mod bygningerne. Hvis ikke I kan mærke stemningen og se miljøet, som vil være med til at sælge Skive for turister og borgere, så sidder i på den forkerte stol.

Med venlig hilsen
Lars Landbo,
Kærmindevej 7,
7800 Skive
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Lokalt

Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland