Gå til hovedindhold
Lokalt

Ballings brugs skal til Skive Festival

21-04-2017 KL. 14:32
Brugsuddeler Mikkel Janum (til højre) og hans medarbejdere er klar til at rykke fra Balling til Skive, når årets musikfestival løber af stablen på Strandtangen ?og Dyrskuepladsen. Arkivfoto
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Balling og Omegns Brugsforening har normalt forretninger to steder: I Balling og Oddense.
Men når årets Skive Festival om få uger finder sted, vil brugsforeningen åbne en købmandsforretning på Dyrskuepladsens camp, med alt hvad en festivalgænger kan begære.
- Vi skal ned og drive en minibrugs inde på campen, lyder det fra Mikkel Janum, uddeler i Dagli’Brugsen i Balling.
På store musikfestivaler som Roskilde og Smukfest i Skanderborg har Kvickly åbnet butikker. Og nu får Coop-kæden altså også en butik på festivalen i Skive.
Idéen kommer fra Balling.
- Det var os, der var opsøgende i forhold til det, siger Mikkel Janum.
Og festivalledelsen syntes med det samme, at det var en god idé og slog til.
- Vi var med på idéen. Vi havde selvsamme tanke. Så vi landede en aftale, siger Klaus Sørensen, der er formand for Skive Festival.
Minibrugsen kommer til at ligge i et telt med et areal på formentlig 50 kvadratmeter og med tilhørende kølevogn.
Her vil man kunne købe alt fra tandpasta og mad til alskens forskellige drikkevarer.
Desuden kan man købe ting som solbriller, kasketter, badmintonsæt - og hvad der ellers kan skabe sjov og hygge på en festivalcamp.
Dagli’Brusen i Balling har som bekendt skabt en lille fastfoodafdeling hjemme i Balling, og det koncept tages med på Skive Festival.
- Vi kommer til at sælge vores fastfood fra en pølsevogn ved siden af teltet, fortæller Mikkel Janum.
- Vi hiver egentlig nogle elementer fra Ballings brugs ned på campen - dér, hvor det giver mening, siger han.
Da det er første gang, at der etableres en minibrugs på festivalcampen i Skive, har Mikkel Janum svært ved at sige, hvad han forventer sig af omsætning.
Men omsætning og overskud er heller ikke den primære årsag til at etablere butik på Skive Festival, bedyrer brugsuddeleren.
- Det er simpelthen for at brande Balling og Omegns Brugsforening i lidt større omfang ... for at være mere synlig, siger Mikkel Janum.
- Formålet er også at give medarbejderne en på opleveren, tilføjer han.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland