Gå til hovedindhold
Debat

Gl. Skivehus i stormvejr

25-04-2017 KL. 12:05
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Det er en kritisk tid for Gl. Skivehus, og situationen spidser stadig til. Flere og flere røster har på det seneste meldt sig i koret, der vil lade det gamle hus henrette og gå over i erindringen som endnu en værdi, byen ikke mente at have råd til at bevare. Skive, vores fattige by.
I fredagsavisen var det Knud Bjerre, der i tankerne dirigerede de tunge nedrivnings-maskiner mod resterne af den gamle kongsgård til fordel for et driverhus. Det ville med en glasplade tillade besøgende at få et blik ned i den gamle kælder, som foreløbig er det eneste, der synes fredet. Den gamle bygning skulle i fremtiden give plads til et net lille haveanlæg.
Selv erklærer han sig parat til at købe den hvide palæbygning, naturligvis for senere at indlemme den i hotelkomplekset. Fredet er den jo ikke, men blot erklæret bevaringsværdig. Men erfaringen viser jo, at det ikke betyder, at den i det lange løb også er bevaringssikret.
Det er umuligt at vide, hvor megen kulturforståelse der ligger overlejret af Knud Bjerres forretningssans. Men det burde kunne sige sig selv, at man står sig ved at være på vagt overfor sådanne »hurtige« folk, som kan nå at anrette varig skade i en by, hvor så mange er tilbøjelige til at opfatte »værdier« som noget, der udelukkende skal tælles i kroner og øre. Og hvor de mere tænksomme måske ikke når at komme frem i skoene, før det er for sent.
I lørdagsavisen er det så Frits Laursen, der på vegne af SF i Skive Kommune voterer for en nedrivning. Så ville der kunne spares mange penge til såkaldte kerneværdier i kommunen, skriver han, til flere pædagogstillinger, flere midler til folkeskolen, til ældreplejen, til unges uddannelse osv.
Den sædvanlige melodi, der bliver kørt af hver gang, der er tale om at se i kulturens retning, hvad enten det er museerne eller Gl. Skivehus.
Det koster jo heller ikke noget - måske dog lige netop »Skives vugge«.
Men enhver anden by i kommunen kan jo så med rette pege på deres »ældste hus« og kræve et tocifret millionbeløb til dets bevarelse.
Ja, sådan skriver Frits Laursen, og jeg måtte læse det flere gange for at tro mine egne øjne. Hvis det ikke er det rene vrøvl, så modbevis det venligst ved at udpege sådanne huse.
Faktisk er det også dumt, i hvert fald uhensigtsmæssigt, at skabe kløfter mellem byens borgere.
Han skriver således:
»men vupti - pludselig er den gamle bygning blevet talt op til en kerneværdi for Skive kommune. Kultureliten har talt.«
»Kultureliten«: Enhver, der har blot den mindste fornemmelse for sprogets underforståelser, kan se, at her bliver en ny lille flamme tændt til det, der blusser op gang på gang. Og altid, når nogle få formaster sig til at mene, at kultur ikke blot er noget materielt, noget der kan vurderes udelukkende økonomisk, men i høj grad også noget, der vedrører vores følelser og fornemmelser.
Denne kulturelite gør sig, underforstået, gældende på en uacceptabel og bedrevidende måde, når andre meninger forfægtes af fornuftige folk, der har deres sunde rod plantet i materialisme eller erklæret socialt vidsyn som i de to berørte indlæg.
Fri os for at få gravet sådanne grøfter igen! Det har Skive ikke brug for.
Tillad os derimod at have vores egen mening om, hvordan Skive i dette tilfælde bør forvalte sin kulturelle arv.
Og prøv eventuelt at flytte opmærksomheden fra egne egoer her i nutiden videre til også at omfatte kommende slægter i Skive. Giv også dem lejlighed til at glæde sig over en bevaret mulighed for at føle en forankring i en historisk erindring. Alt andet er kortsigtet.

Med venlig hilsen
Ingvar Glad,
Kirkevej 26 A,
7800 Skive
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Lokalt

13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel 13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel

Lokalt

Lokalt ældrecenter frikendt i sag om dødsfald Lokalt ældrecenter frikendt i sag om dødsfald

Lokalt

Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland