Gå til hovedindhold
Lokalt

Slagteriarbejdere mister omkring 50.000 kr. årligt

23-05-2017 KL. 21:53
hkscan denmark a/s hk scan fjerkræslagteri fjerkræslagteriet tværmosevej vinderup
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
De seneste dages arbejdsnedlæggelse blandt slagteriarbejdere hos HKScan Denmark A/S, fjerkræslagteriet ved Vinderup, er slut.
Men forhandlingerne fortsætter.
Omdrejningspunktet i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse er ændringer i lokalaftalen.
Her lægger ledelsen op til, at medarbejderne i produktionen mister en række tillæg.
Dyrest ser aftalen ud til at blive for de slagteriarbejdere, der møder ved 03.30-tiden. Med ændringerne mister de enkelte medarbejdere et tillæg på cirka 115 kroner, som de i dag får i tidsrummet fra de møder og indtil klokken 06.00.
Medarbejdere på dagholdet mister cirka 50.000 kroner årligt.
Begyndte fredag
Arbejdsnedlæggelsen begyndte natten til fredag, da de fleste på holdet valgte at nedlægge arbejdet.
Efterfølgende bredte arbejdsnedlæggelsen sig til ansatte på dagholdet, og mandag eftermiddag mødtes medarbejdere i Ejsing Forsamlingshus, hvor tillidsrepræsentanter opfordrede alle til at genoptage arbejdet.
Ud af slagteriets 500 ansatte mødte 100 op i Ejsing, og det er væsentligt flere, end der plejer at deltage, når der inviteres til arrangementer på tværs af holdene.
Mødet i Ejsing Forsamlingshus var et fagligt møde af informativ karakter, hvor tillidsrepræsentanter informerede om detaljer i situationen. Flere medarbejdere udtrykte bekymring for den økonomiske pris for at nedlægge arbejdet, erfarer Skive Folkeblad.
Det er knap 10 år siden, der senest var strejke på fjerkræslagteriet på Tværmosevej, hvor medarbejdere giver udtryk for, at der har været en række år med beskedne lønstigninger.
Administrerende direktør Svend Schou Borch har givet udtryk for forhåbninger om, at der onsdag i København skulle finde et møde sted mellem Dansk Industri (DI) og CO-Industri. Men seneste melding kommer fra 3F Holstebro, hvor faglig sekretær Anne Lise Knudsen forventer, at mødet tidligst vil finde sted i næste uge.
- Jeg forstår godt, at folk er blevet sure, når de skal gå så meget ned i indtægt. Det ville være noget andet, hivs færre kyllinger skulle slagtes, siger Anne Lise Knudsen.
joan
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland