Gå til hovedindhold
Lokalt

Rasmus Kraghs far: »Jeg er ekstremt lettet«

24-05-2017 KL. 15:51
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Det var en ekstrem lettet Niels Hansen - far til bjergbestiger Rasmus Kragh - der onsdag morgen modtog et opkald fra sin søn.
- Han ringede og fortalte, at han nu er på vej ned i Base Camp, og at han er ved godt mod. Han kunne gå på sine egne ben og bære sit grej selv, så det var en kæmpe lettelse at få den besked, siger Niels Hansen.
Det har ellers ikke været nogle sjove dage for familien hjemme i Skive.
Specielt i går - tirsdag - var fyldt med uvished, efter Rasmus Kraghs situation på Mount Everest blev vurderet som værende kritisk.
- Jeg havde ondt i maven, og jeg gik rundt i uvished i 12 timer. Det eneste, jeg vidste, var, at der var dårligt vejr på bjerget, så det var bestemt ikke rart, siger Niels Hansen.
Niels Hansen var på forhånd klar over, at der var en risiko i det tidsrum, hvor Rasmus Kragh ville forsøge at nå toppen.
Bekymringerne blev ikke mindre, da både Rasmus’ kæreste og mor på baggrund af telefonsamtaler vurderede, at Rasmus Kragh skulle have hjælp på bjerget.
- På det tidspunkt syntes jeg også, at det var en god idé at tage kontakt til ekspeditionslederen på bjerget, så Rasmus kunne få tilbudt hjælp, fortæller Niels Hansen.
Men familien hjemme i Danmark kunne ikke få fat på ekspeditionslederen, og derfor var der ingen, der vidste, hvad der skete i Nepal.
Men tirsdag aften dansk tid fik Niels Hansen en besked fra sin søn, hvor han skrev, at han var kommet sikkert ned i Advanced Base Camp.
Siden har ekspeditionslederen på bjerget oplyst, at Rasmus Kragh var i Camp 2 i 7700 meters højde, da uvejret fuldstændig ødelagde lejren, men at Rasmus Kragh klarede det, og at han fik sig selv længere ned af bjerget. Ekspeditionslederen har også oplyst, at Rasmus Kragh nu er sammen med andre bjergbestigere, og at de sammen går ned mod Base Camp.
- Nu er jeg fuldstændig tryg, og jeg forventer, at resten er rutine. Men jeg må indrømme, at det er noget af det værste, jeg har prøvet. Og det var langt værre end dengang, hvor jeg ikke kunne få fat på ham, da der var jordskælv i Katmandu, siger Niels Hansen.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland