Gå til hovedindhold
Lokalt

Ni indsigelser mod plan om ombygning af Danske Bank-bygning

19-06-2017 KL. 08:15
Denne visualisering giver et indtryk af, hvordan Danske Bank-huset i Skive kommer til at tage sig ud fra Torvegade, hvis Skive Byråd godkender planen.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Under høringen om planen om at udvide Danske Bank-huset i Skive med to etager plus en tilbagetrukket penthouse-lejlighed øverst har Skive Kommune modtaget ni indsigelser.
De advarer alle mod at tillade huset forhøjet. Det vil blive et disharmonisk og dominerende hus, og det vil gå ud over de mennesker, der bor i nærheden, mener folkene bag indsigelserne.
Det vil blive »en kæmpestor, bastant og meget dominerende bygning i bybilledet, der ikke vil gøre noget godt for bymidten, tværtimod,« skriver et par om planen.
Der er blandt andet også bekymring for, hvordan et 21,5 meter højt hus vil påvirke vind og lys på stedet samt for parkeringsforhold, når der kommer flere beboere i huset.
I marts afleverede en gruppe mennesker, der har ejendomme i nærheden af Danske Bank-huset, en indsamling af godt 700 underskrifter mod en tilladelse til at udvide Danske Bank-huset som planlagt.
Skive Kommune skal nu have bearbejdet hørings-svarene, hvorefter Teknisk Forvaltning vil sende en indstilling om planen til Skive Byråd, som herefter skal afgøre, om byrådet tager hensyn til indsigelserne.
En af indsigelserne kommer fra en kvinde, der ikke bor i nærheden af Danske Bank-huset og ingen familiemæssige relationer har til hverken naboer eller investorer. Hun skriver blandt andet:
»Som almindelig borger i Skive Kommune finder jeg det derimod betænkeligt at gøre bygningen højere, end den allerede er. Bykernen i Skive er hårdt ramt af tilfældige løsninger. Det er ikke gennemtænkte og holdbare løsninger, der præger byplanlægningen i Skive by. Der er revet ned med hård hånd og opført brutale bygninger, som eftertiden dømmer hårdt,« skriver hun og giver et eksempel.
»Brutalismen omkring torvet i Skive taler sit tydelige sprog - alle historiske bygninger blev revet ned sidst i 1960’erne eller først i 1970’erne, og selv om de nye massive bygninger sidenhen er forsøgt opblødt, bliver det aldrig rigtig godt. Aldrig,« skriver hun og fortsætter med en kritik af selve Danske Bank-bygningen.
»Det er også en hård, massiv og brutal bygning. Lad nu være med at gøre det værre endnu - Skive kan ikke bære så høje bygninger midt i byen. Er man i tvivl, kan man se på sparekassens (Spar Nords, red.) alt for høje bygning.«
Danske Bank er ikke længere i Danske Bank-bygning. Banken lukkede filialen i Skive sidste år, da Østergade Skive ApS købte huset af Danske Bank.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland