Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Ny bro-glæde i Skive

10-07-2017 KL. 15:16
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Når man som Skive har både fjord og å, så er det vigtigt at herlighederne ikke gemmes væk for borgerne. Tværtimod skal skønheden fremhæves, og der skal være let adgang til naturglæde ved netop fjord og å.
Der er et synderegister på det område for Skive, men omvendte syndere skal der ses positivt på, og de senere år er der heldigvis kommet en øget bevidsthed om at skabe fornyelse, der fremhæver og ikke skjuler Skives smukke natur.
Der kom træbro ved fjorden fra fiskerhusene til Viborgvej - aldeles veludført og velbeliggende. Og i fredags var det så blevet tid til at indvie Skives nye bro - denne gang over åen bag ved Lidl, så Brårup og centrum med bro forbindes smukt. Og flot er det blevet, hvad mange borgere har erfaret på egen hånd - og ben - siden åbningen i fredags. Ikke bare selve broen er vellykket. Det gælder i høj grad også det smukke anlæg, som er etableret tæt ved broen - og det hele ved den å, som dermed fremhæves efter fortjeneste.
Søndag oplevede jeg sammen med min ægtefælle, hvad broer og stier kan gøre af godt for Skive. Cykeltur fra Resen via Furvej til campingpladsen, de smukke stier langs med fjorden helt ind til havnen, hvor man så kan nyde, at der på Strandvejen er udbrudt iskrig med tre udbydere! Videre på cykel til broen fra fiskerhusene til Viborgvej, og så på stien ved punkthusene frem til den nye bro over Skive Å med tilhørende anlæg. Og alle betragtere af den nye bro - og området omkring den - udtrykte stor tilfredshed. Smukt arbejde og en understregning af, at Skive ikke skal vende ryggen til fjord og å.
Derfor bør der også dribles videre med de store BIG-arkitektdrømme for Skive, som i høj grad handler om at tage afsæt i og understrege Skives naturværdier - uden at være bange for at gøre noget nyt. Et stort udkigstårn ved åen og en pavillon ud i fjorden var blandt de forslag, som BIG-gruppen gav topprioritet,og det kan der med fordel arbejdes videre med omkring indhold og muligheder. Også selv om museet har valgt at blive, hvor man er på Havnevej i stedet for at komme »i fjorden«. Der kan være andre gode kræfter, som kan se noget særligt ved at komme tæt på vandet - og så er det bare at håbe, at Skive som Aarhus, Aalborg, København og Vejle kan få lov til at bygge smukt tæt ved vandet og ikke stoppes af bureaukratiets fangearme. Her og nu er der grund til at glædes over endnu en bro. Og nye tanker skal ikke holdes i ro!
O.D.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland