Gå til hovedindhold
Debat

Flyt EU-parlamentet permanent til Frankrig

15-07-2017 KL. 10:18
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Hver måned pakker mere end 4000 politikere, ansatte og andre tilknyttede til Europa-Parlamentet sammen og transporterer sig 400 kilometer fra Bruxelles i Belgien til Strasbourg i Frankrig for at afholde møder i fire dage.
Det er selvfølgelig det såkaldte »flyttecirkus«, hvor tusindvis af ansatte, politikere, journalister osv. tolv gange om året rejser til den nordfranske by Strasbourg fra Bruxelles for at stemme, der er tale om. Den direkte udgift til dette cirkus er minimum 850 mio. kr. om året.
Denne vanvittige og helt igennem perverse brug har gennem mere end 40 år stået som en af de mest klare eksempler på EU´s ineffektivitet og skøre bureaukrati.
Derfor er det eneste fornuftige, at »flyttecirkusset« afskaffes. Det er tydeligt, at Frankrig aldrig kommer til at acceptere, at Strasbourg ikke længere skal være delt hjemby for Europa-Parlamentet. Derfor kan vi vælge at fortsætte ud af samme blindgyde som hidtil. Eller vi kan vælge at vende diskussionen for at stoppe dette vanvid. Og i Dansk Folkeparti har vi valgt det sidste.
Desuden tror jeg, at det bliver nemmere at få Belgien som et lille land, der i forvejen har voldsomt mange EU-institutioner, til at opgive Bruxelles som hovedby og få ændret traktaten, så Bruxelles ikke er hjemsted for udvalgsmøder i Europa-Parlamentet.
Derfor har jeg som gruppeformand for Dansk Folkeparti sendt et brev til Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, med en opfordring til, at han forsøger at presse stats- og regeringscheferne, der har magten til at ændre »flyttecirkusset«, til at gøre en ende på dette vanvid.
Og for Dansk Folkeparti er det ligegyldigt, om det bliver Bruxelles, Strasbourg eller helt tredje sted. Det vigtigste er, at »flyttecirkusset« ophører. Og den kamp fortsætter.
Anders Vistisen,
gruppeformand for
Dansk Folkeparti
i Europa-Parlamentet,
Bøgevænget 2C,
7400 Herning
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland