Gå til hovedindhold
Lokalt

Slagteriet brændte for ti år siden: Den dag glemmer han aldrig

16-07-2017 KL. 15:16
Da branden var på sit højeste sprøjtede brandfolk 6000 liter vand pr. minut på den. Arkivfoto: Casper Jacobsen
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Mandag den 16. juli 2007 kørte Jan Nygaard Chris­tensen fra sit arbejde som montør hos Kilde Automation i Skive en tur til Falckstationen i Skive .
Det var hans uge som indsatsleder for brandvæsenet, og han ville bare lige forbi og kigge.
Det var en fin sommerdag. Tør og lun. Lidt skyer. Let vind fra øst.
Klokken 15.17 bippede alarmen. På personsøgeren stod: Brand. Industribygning. Brårupgade 3.
Jan Nygaard Christensen vidste, det var slagteriet, knap 300 meter fra stationen. Han var på stedet to minutter efter alarmen.
- Gennem en skakt i opskæringshallen kunne jeg se røg trække op. Jeg bad om at komme op på taget. Dér så jeg sort røg vælte ud af alle udluftningskanaler, husker Jan Nygaard Chris­tensen.
[GALLERI: Se billeder fra slagteribranden]
Han blev hurtigt klar over, at standardudrykningen med otte brandmænd, tankvogn, sprøjte og drejestige slet ikke var nok. Han tilkaldte derfor alle vagthavende brandfolk og udstyr i Skive Kommune plus mandskab og udstyr fra Viborg.
- Klokken cirka 15.50 bad jeg beredskabsstyrelsen i Nordjylland om at sende folk og udstyr. Halvanden time efter branden brød ud, var vi 84 brandmænd med 33 køretøjer. Hertil kommer politifolk og folk fra Politihjemmeværnet, fortæller Jan Nygaard Christensen.
Tre ekstra indsatsledere kom også til.
Branden hærgede på loftet over opskæringshallen. Det gjorde det vanskeligt at nå den. Dét blev bedre, da flyvestationen i Karup sendte to kæmpestore sprøjtevogne, crash tendere. Da de blev sat ind ved 17-tiden, blev der pumpet 6000 liter vand i minuttet på branden.
Så stor en brand havde Jan Nygaard Christensen ikke oplevet før - og heller ikke siden.
- Adrenalinen kørte i kroppen, som den altid gør under en opgave. Jeg kom ikke til at tvivle på, at vi kunne magte opgaven. Jeg oplevede ikke, at branden var ved at løbe fra os, selv om det var en meget vanskelig opgave. Vi havde alt at vinde, siger Jan Nygaard Christensen.
Det, han havde lært under sin uddannelse til indsatsleder, tog han i brug. Jan Nygaard Christensen sammenligner den opgave, han havde, med en fodboldspiller, der skal spille en finalekamp.
- Man er tændt, klar og forberedt. Man når ikke at blive nervøs, og man er nødt til at tro på, at de beslutninger, man tager, er rigtige.
Ud på aftenen havde brandfolkene fået kontrol over branden, som det lykkedes dem at isolere til opskæringshallen. Ved et-tiden natten til tirsdag kørte Jan Nygaard Christensen hjem for at sove. Klokken halv syv var han tilbage på brandstedet.
Brandfolk holdt vagt og efterslukkede til torsdag morgen. Så termofotograferede man bygningen for at se, om det ulmende nogen steder. Det gjorde det ikke.
- Samarbejdet mellem brandfolk, politi, politihjemmeværnet og andre kørte perfekt gennem hele forløbet. Jeg var meget imponeret over den gejst, slagteriarbejdere viste. Allerede tirsdag morgen mødte de op for at rydde op, hvor de kunne. Der var blandt andet 5000 slagtede svin, som skulle kasseres. Slagteriarbejdere lagde en kæmpe indsats i at få slagteriet til at køre igen, husker Jan Nygaard Christensen.
Det kom da også til at køre igen - i reduceret udgave. 500 slagteriarbejdere i Skive blev til 300.
- Slagteriet var en af de største arbejdspladser i Skive Kommune. Jeg havde ingen forestilling om, at det ville lukke. At Danish Crown året efter branden besluttede at lukke slagteriet i Skive, tror jeg ikke skyldtes branden. Andre slagterier blev også lukket. Men det er trist at se, hvordan slagteriet nu ligger tomt på niende år. Når jeg kører forbi det, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker, der gennem mange år fik til dagen og vejen gennem slagteriet i Skive, siger Jan Nygaard Christensen.
Gennem den store brand lærte han blandt andet, at det er meget vigtigt at få skaffet ekstra folk hurtigt, når en brand udvikler sig.
Han lærte, at beredskabet fungerer i en så kritisk situation, som udviklede sig e mandag den 16. juli 2007.
Han lærte også, at han uddannelse til indsatsleder er god og gør ham i stand til at magte store brande.
Branden er langt fra glemt.
- Når jeg møder nye mennesker, der hører, hvad jeg laver, er noget af de første, de spørger til, branden på slagteriet. Den brand ér en af de mest betydningsfulde hændelser i Skive Kommunes historie, siger Jan Nygaard Christensen.
GALLERI: Se billeder fra slagteribranden
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland