Gå til hovedindhold
Lokalt

Lokal skole får 7,5 millioner kroner: Bygger ny fløj med fire klasseværelser

13-09-2017 KL. 13:24
Foto: Steen Don
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Nr. Søby Skole får nu 7,5 millioner kroner til at bygge til i form af en længe ønsket fløj med fire nye klasseværelser, grupperum, fællesområde, toilet og garderobe.
Det er et af resultaterne af det budget for 2018, som byrådet i Skive Kommune er blevet enige om.
- Det er en fantastisk glædelig nyhed - for hele lokalområdet. Det bliver et kæmpe aktiv for os på skolen og for børnene, siger skoleleder Michael Varmdal Mogensen.
Nr. Søby Skole har de senere år haft et stigende elevtal, som kun har været få skoler forundt i kommunen, og det betyder ifølge skolelederen, at skolen er voldsomt presset på kvadratmeterne. Nr. Søby Skole er den skole i kommunen, der har færrest kvadratmeter pr. elev.
- Vi har været tilsmilet af stigende børnetal. Vi er en stor grundskole med 170 børn fra 0. til 6. klasse, og vi har længe gået rundt med et ønske og en ambition om at bygge til, siger skolelederen.
På flere klassetrin er klassekvotienten høj, og mange elever har klasserum, der er forholdsvis små, og i den nye fløj vil klasselokalerne blive indrettet fleksibelt, så de kan opdeles svarende til behovet.
Skolen forventer også, at nybyggeriet samtidig vil give mulighed for bedre udnyttelse af skolens eksisterende lokaler, idet skolefritidsordningen for eksempel ikke er optimalt placeret. Skolen ønsker, at den nye fløj skal opføres i samme stil og størrelse som den nyeste »klassefløj« fra 2008.
Det er hele Skive Byråd minus SF, der har fundet sammen om budgettet for 2018, inden budgettet nu skal igennem 1. og 2. behandling i byrådet.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland