Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Mindst 149 er omkommet under kraftigt jordskælv i Mexico

20-09-2017 KL. 05:18
Folk i Mexico City er i gang med at fjerne murbrokker efter tirsdagens jordskælv.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Dødstal efter jordskælv, der ramte Mexico tirsdag aften dansk tid, bliver ved med at stige.

Mindst 149 mennesker meldes omkommet, efter at et kraftigt jordskælv tirsdag aften dansk tid ramte det centrale Mexico.

Det oplyser lokale myndigheder i landet ifølge Reuters natten til onsdag dansk tid.

Adskillige bygninger er ødelagt og kollapset i den tætbefolkede hovedstad, Mexico City.

Tusindvis af mennesker løb i panik ud på gaden, da jordskælvet, der havde en beregnet størrelse på 7,1, ramte området.

Mexico Citys borgmester, Miguel Angel Mancera, oplyser, at mindst 44 bygninger i storbyen er blevet ødelagt under jordskælvet.

Blandt de kollapsede bygninger er flere lejlighedskomplekser, en skole, en fabrik og et supermarked.

Hundredvis af frivillige og redningsarbejdere arbejder stadig på at finde overlevende i murbrokkerne.

- Min kone er der. Jeg har ikke været i stand til at komme i kontakt med hende. Hun svarer ikke, og nu siger de, at vi skal slukke vores mobiltelefoner på grund af risikoen for en gaslækage, siger 33-årige Juan Jesus Garcia.

Ifølge myndighederne i Mexico City er mindst 49 omkommet i storbyen.

Derudover er mindst 55 mennesker bekræftet omkommet i delstaten Morelos syd for Mexico City.

Et stort antal dræbte er også bekræftet i delstaterne Mexico og Puebla - tæt på jordskælvets epicentrum.

Jordskælvet har afbrudt strømmen for knap fire millioner mexicanere, oplyser det nationale forsyningsselskab, CFE.

Det er det andet kraftige jordskælv, der rammer Mexico i denne måned. 7. september blev 98 dræbt under et jordskælv i den sydlige del af landet.

USA's præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at hans tanker er hos mexicanerne.

- Gud velsigne Mexicos folk. Vi er med jer og vil være der for jer, skriver han på Twitter.

Også den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kommenteret tirsdagens jordskælv.

- Vores solidaritet og tanker er med det mexicanske folk, der er ramt af dagens katastrofale jordskælv, skriver han på Twitter.

Udenrigsministeriets Borgerservice har ingen oplysninger om eventuelle danskere blandt de tilskadekomne eller dræbte.

/ritzau/Reuters

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland