Gå til hovedindhold
Lokalt

Besynderlig oplevelse: Mårhund spillede død

02-10-2017 KL. 14:06
En jagt ved Vinkel gav to mårhunde - en han og en hun. Hannen blev fanget levende, efter den havde spillet død over for hunde og jægere, der bevægede sig inden for en meters afstand.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
De er uønskede i den danske natur, hvor de går under kategorien en invasiv art.
Men de findes fortsat i landet, og noget tyder på, at de trives.
Rundt omkring i Salling er der siden marts registreret cirka 40 mårhunde - både hvalpe og voksne, fortæller Thorsten Dahl Pedersen, der selv har nedlagt en han på 10 kilo.
Men mårhunde findes også i Nordfjends, for da jagten 1. oktober gik ind på en række vildtarter, dukkede to mårhunde op på et område ved Vinkel.
Tobias Webber fra Skive var med en gruppe venner på jagt i området, og han fortæller om oplevelsen, der endte med, at de to mårhunde blev skudt:
- Det var en tosset oplevelse, dyrene spillede døde, da de blev presset. Det var et par. Hannen smed sig bare og spillede død, da hunden kom hen til den. En af jægerne tog den så i nakkeskindet og bar den ud. Det var en virkelig speciel oplevelse. De trissede bare rundt, selvom hundene og vi befandt os mindre end en meter fra dem.
Jægerne kontaktede i øvrigt Naturstyrelsen, men styrelsen ønskede ifølge Tobias Webber ikke at modtage den levende han-mårhund. Det har ikke været muligt at træffe Naturstyrelsen for en kommentar. Men styrelsen har i en årrække indfanget flere mårhunde, steriliseret, gps-mærket og genudsat dem. Formålet er at lade det steriliserede dyr finde sammen med en mage og lade gps-systemet afsløre, hvor dyret befinder sig, for på den måde at få mulighed for at indfange flere.
Jægere må regulere, altså skyde, mårhunden året rundt. Naturstyrelsen opfordrer dog til, at jægere undlader at skyde de mårhunde, som bærer gps-halsbånd.
Af Naturstyrelsens hjemmeside fremgår det, at »oplysninger om levende og skudte mårhunde er nyttige i bekæmpelse af mårhund, fordi oplysningerne kan føre til fangst af andre mårhunde, da der ofte er en mage eller et kuld mårhundeunger i nærheden«.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland