Kønskrænkende trafiklys ...?

Udgivet:05. marts 2019, 11.33

Læsetid:3 minutter

4 år siden

- Vi må først gå, når manden er grøn!

Sådan har jeg lært mine børn - og nu mine børnebørn - lidt trafikkultur og at passe på ved fodgængerovergange. I Skive og andre steder. Og jeg har ærlig talt aldrig haft den tanke, at der var noget krænkende over en grøn eller rød mand i trafiklyset.

Helt fint i øvrigt, at der visse steder sættes en lysende rød eller grøn kvinde op som trafiklys ved nye fodgængerovergange, og det er jo heller ikke svært at forklare de små, at man først må gå når kvinden er grøn ...

Men det er slet ikke nok for den brigade af aktivister, der ser krænkelser overalt og dermed ender med at fjerne fokus for de alvorlige krænkelser, som burde have ekstra opmærksomhed i samfundet. Symbolet i trafiklyset ved fodgængerovergange kan da aldrig blive en alvorlig krænkelsessag, men i København er sagen ikke overraskende ved at køre helt af sporet. Her er der nu fortalere for, at trafiklys ved fodgængerovergange skal respektere andre kønsidentiteter end mænd og kvinder. Ved den seneste opgørelse var der 67 forskellige kønsidentiteter, så enten bliver det meget store trafiklys, eller også skal der godt nok tænkes kreativt, hvis ingen teoretisk må føle sig krænket. Man kunne jo også overveje at tage det helt roligt i en erkendelse af, at der er umådelig større og vigtigere problemstillinger at håndtere end kønsidentiteten på trafiklys ved fodgængerovergange ...

Alternativets kultur- og fritidsborgmester i København, Francisca Rosenkilde, mener, at det er en rigtig god ide, at trafiklysene skal respektere andre kønsidentiteter end mænd og kvinder, og hun vil gå videre med ideen. Og et radikalt medlem af Københavns Borgerrepæsentation, Christopher Røhl Andersen, siger til Kristeligt Dagblad, at hovedstaden bør indføre lgbt-trafiklys - lgbt står for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner ...

Det er godt nok voldsomt, at symbolet på trafiklys ved fodgængerfelter kan udløse så stærke følelser. Og i Aarhus vil Enhedslistens medlem af byrådet, Lone Norlander Smidth, have kønsneutrale trafiklys på dagsordenen på næste møde i udvalget for mangfoldighed og ligestilling.

I Odense benyttes H.C. Andersen med stok som symbol i lyskryds, og det er der ingen planer om at ændre på. Kønsforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup, siger til Kristeligt Dagblad, at hun ikke tror, at »kønsmangfoldige trafiklys vil gøre den store forskel for ligestillingen«, men hun tilføjer, at »kvinder længe har følt sig generet over, at der ofte er et mandligt symbol på gå-og-stålyset ved fodgængerovergangene.«

Det er nyt for mig, at danske kvinder længe har følt sig generet over dette, og jeg tror ikke, at det er rigtigt. Forhåbentlig holder Skive Kommune sig i ro, så jeg ikke skal sige til mine børnebørn:

- Vi må først gå, når lgbt-trafiklyset er grønt ...

O.D.