En gren i øjet

Udgivet:02. august 2022, 11.40

Læsetid:1 minut

Thorben Koed Thomsen skriver om at få klippet hække og andet buskads ved veje og stier. Foto: Tommy Wøldike/Ritzau Scanpix

Af Thorben Koed Thomsen. kredsformand. Dansk Blindesamfund Hvedemarken 16, 8800 Viborg

HÆKKLIPNING For de fleste er sommerferien nu slut, og det er tilbage til hverdagen, med uddannelse, arbejde og mange dagligdags opgaver.

I sommerferien er planter, hække og buske vokset - også vokset ud over veje og stier, og der venter lidt arbejde med at få klippet ned - også at få klippet væk fra veje og stier.

Forestil dig, at du har meget lidt syn eller intet syn og går en tur - måske alene, måske sammen med andre - du ser ikke grenen, der rager ud over fortovet eller stien.

Det ender med, at du får en gren i øjet, får hornhinden ridset, det er meget smertefuldt, der er ikke meget at gøre ud over at blive behandlet med salve og smertestillende dråber, men det tager tid, før du igen er smertefri.

Det kan undgås, hvis haveejerne - kommunen og andre - sørger for at få hække, buske og træer klippet.

Det er lyst længe endnu, så der er tid om aftenen og i weekenden til at hjælpe os af med problemet - på forhånd tak for hjælpen.

Indlæser debat