Solgt efter blot to måneder: Skive Boglade får nye ejere

Efter to måneders salgsarbejde får boghandel nye ejere

14. juni 2021, 09.11

Om knap tre uger overdrager Skives legendariske boghandler, Hans J. Vestergaard, Skive Boglade til nye ejere. Beslutningen om at sælge sker efter 50 år i branchen. Og den beslutning har intet at gøre med nedlukninger eller andre usædvanligheder i forbindelse med corona, understreger Hans J. Vestergaard. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

DETAIL Efter 50 år i branchen og de seneste 36 år bag egen disk valgte Hans J. Vestergaard i slutningen af april officielt at sætte sin boghandel, Skive Boglade, til salg.

Nu offentliggør Hans J. Vestergaard navnene på sine efterfølgere, som allerede den 1. juli overtager forretningen, der i årtier har ligget i Adelgade i Skive. Det oplyseer han i en pressemeddelelse.

Læs også
Efter 36 år er det slut: Hans Jørgen vil sælge Skive Boglade

Vigtigt for den erfarne, lokale boghandler har det været, at Skive Boglade også i fremtiden vil have fokus på bøger. Men også det at Skive Boghandels to medarbejdere kan fortsætte under de nye ejere, har været afgørene for Hans J. Vestergaard:

- Det har lagt mig meget på sinde, at boghandelen kan fortsætte med bogen i fokus. Og det kan den med de to nye meget kompetente boghandlere, siger Hans J. Vestergaard.

De nye ejere er Rasmus Madsen og Michael D. Schölarth, som i forvejen driver en række Bog & Idé-butikker i blandt andet Silkeborg, Herning, SIlkeborg og Sønderborg.

- Samtidig har det vægtet meget. at mine to ansatte, Sisse Marie Borg og Emilie Krarup Jensen, kan fortsætte under de nye ejere, tilføjer Hans J. Vestergaard.

Læs også
Boghandler er optimist: »Vi får en pæn lussing, men vi er på vej op igen«

De nye ejere oplyser, at Skive Boglade i forbindelse med lageroptælling og overtagelse vil være lukket den 30. juni. Og så glæder de sig naturligvis til at komme i gang i deres nye forretning. Michael Schölarth har følgende kommentar i forbindelse med nyheden om, at de to partnere nu udvider med en forretning i Skive:

- Vi glæder os til at komme til Skive. Vi mener, byen har et stort potentiale, og vi håber at kunne bære fanen videre fra Hans J. Vestergaard og samtidig kunne tilføre løbende fornyelse i tæt samarbejde med vores to nye stedkendte medarbejdere Sisse og Emilie, udtaler Michael Schölarth.

Hans J. Vestergaard understregede i forbindelse med sin udmelding om, at han havde valgt at sætte Skive Boglade til salg, at det intet har med corona at gøre:

- Boghandlen er i god gænge med stabil omsætning, påpegede han.

Under hver nedlukning har Hans J. Vestergaard været en af de lokal forretningsdrivende, som dagligt har bragt varer ud til sine kunder. Eller på anden måde sørget for at gøre det muligt fortsat at benytte den lokale boghandel i Adelgade.

Læs også
Læsere stod i kø hos Preben Kristensen for at få signeret bog

Indlæser debat...