51-årig var ikke i humør til at snakke: Jehovas vidne fik en lussing

26. juni 2017, 14.25

Arkivfoto

En mand fra Sønderjylland får muligvis en voldssigtelse efter, at han på Syrenvej i Roslev søndag formiddag slog et kvindeligt medlem af Jehovas Vidner i ansigtet med flad hånd.

Det er hendes mand, der også er Jehovas Vidne, som har henvendt sig til politiet.

Kvinden er dog ikke helt sikker, om hun vil anmelde sagen, og er blevet vejledt af politiet om, hvordan man anmelder vold.

Episoden fandt sted på Syrenvej i Roslev, hvor Jehovas Vidner var ude for at missionere.

Den 51-årige sønderjyde havde overnattet på Syrenvej i Roslev og blev åbenbart stærkt irriteret over den pågældende kvinde fra Jehovas Vidner, og det endte altså med, at han tilsyneladende stak hende en flad.

- Det må man ikke uanset om man er irriteret eller ej, slår politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive fast.