Flere hundrede stemte: Gelænderbanden kåret som årets bedste historie

8. januar 2020, 11.24

Her ses Gelænderbanden på Fur sammen med daværende kulturminister Mette Bock, da ministeren besøgte Fur i påsken sidste år. Arkivfoto: Lars Rasborg

Gelænderbanden på Fur slog GreenLab Skive, og Maiken Stærk Sørensens vejarbejde-kage placerede sig bedre end Big Blue Skive.

På den måde kan man sige, at mennesker markerede sig stærkere end store projekter under Skive Kommunes internet-afstemning om de bedste fortællinger fra Skive Kommune i 2019 på hjemmesiden Aaretdergik.dk.

Med 256 stemmer blev historien om Gelænderbanden på Fur, der i et par år har kæmpet mod embedsmandsvælde og regel-tyranni i hovedstaden, en klar vinder. Gelænderbanden vil, at også gangbesværede sikkert skal kunne besøge Bette Jenses Hyw på Fur. Derfor har de flere gange begået civil ulydighed og sat et gelænder tilbage på trappen på højen, når Skive Kommune efter ordre fra Slots- og Kulturstyrelsen pillede gelænderet ned.

Vejarbejdere får af og til hug af trafikanter og andre, der ikke kan acceptere, at de i en periode får gener, fordi vejarbejdere arbejder for at give dem nye og bedre veje. Arbejdet med at forny Viborgvej i Skive trak ud og tirrede trafikanter. I maj sidste år fik vejarbejderne en oplevelse, som i høj grad glædede dem: Maiken Stærk Sørensen, der bruger Viborgvej til og fra arbejde, kom med hjemmebagt kage til dem for at udtrykke sin respekt for deres arbejde.

- Når historier om Gelænderbanden og Maiken Stærk Sørensen får mange stemmer, handler det nok om det nære og menneskelige, som alle kan forholde sig til, siger Anne Paulin (S), medlem af Folketinget efter opstilling i Skivekredsen.

Hun er i kontakt med Gelænderbande-medlem Anton Simonsen, der i efteråret skrev til kulturministeren med appel om, at ministeren tillader gelændere opsat på den nye, bredere trappe på Bette Jenses Hyw, som Skive Kommune med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen skiftede den gamle ud med i september sidste år. Anton Simonsen har endnu ikke hørt fra kulturministeren, og derfor kontaktede han for nylig Anne Paulin.

- Jeg vil gerne tage den sag med til kulturministeren. Sagen om gelænderet på trappen på Fur er en meget væsentlig sag i forhold til, hvor meget staten skal blande sig. Det kan nemt gå galt, når nogle sidder langt væk og træffer administrative beslutninger, som kolliderer med den lokale selvbestemmelse, mener Anne Paulin, der gerne vil besøge Fur for at hilse på Gelænderbanden og besøge Bette Jenses Hyw.

Anton Simonsen og de andre i Gelænderbanden holder sig indtil videre i ro i forhold til at forsyne den nye gelænderløse trappe på højen med et gelænder. Anton Simonsen glæder sig over, at Gelænderbanden er blevet kåret som 2019’s bedste fortælling i Skive Kommune.

- Det er da flot. Jeg regnede nu også med, vi ville få en del stemmer efter al den omtale, vi har fået over de seneste par år. Og alle mennesker holder jo med os i, at det, vi gør i forhold til trappen på Bette Jenses Hyw, er det rigtige.

- Det gjorde den tidligere kulturmister Mette Bock ikke. Det gav hun jer også besked på, da hun besøgte Fur i påsken sidste år.

- Næh, det har du ret i, siger Anton Simonsen med et smil.

Sådan takkede vejarbejdere på Viborgvej i Skive i maj sidste år, efter de havde fået kage af en trafikant. Privatfoto