112

Ballade ved Fakta: 10 unge skabte uro foran butik under anholdelse af purung butikstyv

En 15-årig dreng fra Skive prøvede at narre politiet, da han gennem en halv time kom med falske personlige oplysninger

14. juni 2021, 10.21

Politi. Politistation. Politibil. Peberspray. Udrykning. Alarm. 112. Foto: Martin Ballund

BUTIKSTYVERI Fredag aften klokken 21.45 gjorde en 15-årig dreng fra Skive sig til butikstyv, da han forsøgte at løbe fra Fakta i Asylgade med 24 flasker Smirnoff Ice.

- Drengen var noget voldsom, og to kunder måtte hjælpe Fakta-personalet med at tilbageholde ham, indtil politipatruljen kom frem, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Læs også
Lokalpolitiet har aldrig set noget lignende: Knallerter kunne køre over 100 kilometer i timen

Da politiet nåede frem, ville den 15-årige ikke opgive sit navn og adresse. Derfor trak det hele noget ud.

- I en halv time forsøgte han at komme med falske cpr-numre, forkerte adresser og navne på forældre, der ikke eksisterer. Til sidst overgav han sig dog, og en værge blev kaldt til stedet, siger Niels Bach.

Den 15-årige bliver nu sigtet for butikstyveri og for brud på retsplejeloven, da han ikke ville opgive sit navn.

Med sig ind i Fakta havde den 15-årige en flok venner, og mens han blev tilbageholdt inde i butikken, skabte de uro ude foran.

Læs også
Spritkørsel i to-takter: Tuktuk stak af fra færdselsuheld, vendte tilbage og bragede ind i samme bil igen - og væltede

- Der var omkring 10 unge mellem 15 og 17 år, der holdt deres egen lille fest. På knallerter kørte de ræs rundt om bygningen, og det endte med, at en 15-årig dreng fra Vinkel ved Højslev måtte en tur ind i politibilen og sidde, fordi han skabte for meget postyr, fortæller Niels Bach.

Han blev også hentet af en værge, men han slap uden sigtelser.