En regn af sponsorgaver venter de danske Tour-tilskuere

Tour de Frances reklamekaravane omfatter i år 80 biler, der vil dele gaver ud til tilskuerne langs ruten.

Udgivet:24. juni 2022, 16.24

Læsetid:1 minut

Det er ofte festligt, når Tour-karavanen skridter dagens etape af et godt stykke foran feltet. Her et billede fra en tidligere udgave af løbet i Frankrig. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Mange hundrede tusinde danskere vil formentlig være på plads på forreste parket, når Tour de France-feltet i næste uge indleder verdens største cykelløb i København.

Og mange af dem kan se frem til at få en lille gave med hjem fra en af løbets mange sponsorer.

Traditionen tro vil en karavane af farverige køretøjer nemlig tilbagelægge ruten et par timer før rytterne gør det.

Bilerne er læsset med merchandise fra sponsorerne, som de deler ud af.

Organisationen bag den danske gren af Touren fortæller, at der vil deltage omkring 80 køretøjer i karavanen, og at de tilsammen vil uddele 15 millioner stykker merchandise i løbet af de tre uger, løbet varer.

Blandt deltagerne i karavanen er internationale brands som Skoda, Continental og Haribo.

På de etaper, der foregår i Danmark, vil man blandt andet også kunne se Dansk Metal, Carlsberg, Oddset og Kræftens Bekæmpelse være repræsenteret.

I København skal man være på plads langs ruten mellem klokken 14.30 og 14.50 fredag 1. juli for at få et glimt af karavanen.

Lørdag er der karavaneafgang 10.15 i Roskilde, og 15.30 forventes den at ankomme i målbyen Nyborg.

Heller ikke jyderne bliver snydt. Søndag tager karavanen afsted fra Vejle 11.15 og ankommer i Sønderborg omkring klokken 15.35.

/ritzau/