Thulesen Dahl er ramt af corona kort før DF-formandsvalg

Kort før afløseren skal vælges, er Kristian Thulesen Dahl smittet med corona. Også miljøministeren er ramt.

Udgivet:17. januar 2022, 19.32

Læsetid:1 minut

Kristian Thulesen Dahl (DF) er smittet med coronavirus i ugen, hvor DF skal vælge hans afløser.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Corona har ramt Christiansborg, hvor flere politiske profiler er testet positive.

Senest har blandt andre Dansk Folkepartis afgående formand, Kristian Thulesen Dahl, skrevet sig ind i statistikken over smittede med coronavirus.

Det sker, blot seks dage før Dansk Folkeparti skal vælge ny formand.

- Jeg er smittet med corona. Fik symptomer i weekenden og blev testet i dag. Den er positiv. Har det dog godt - er indtil nu kun ramt svarende til en mild influenza, skriver Thulesen Dahl på Facebook.

Han skriver ikke om mulige konsekvenser for sin deltagelse i det ekstraordinære årsmøde i DF søndag 23. januar i Herning.

- Det kommer selvfølgelig til at påvirke ugens gang. Foreløbig har jeg indrettet mig med kontor ved strygebrættet i soveværelset. Det kan også noget, skriver Kristian Thulesen Dahl.

Han vil tage en "dag ad gangen".

- Foreløbig skinner solen her over det midtjyske - og så ses vi udenfor, når jeg er ude af selvisolationen igen, siger DF-formanden.

På det ekstraordinære partimøde søndag skal de delegerede vælge formand. Fire kandidater har meldt sig.

Det er næstformand Morten Messerschmidt. Tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen. Hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen og medlem af Hjørring Kommunes byråd Erik Høgh-Sørensen.

Også miljøminister Lea Wermelin (S) er testet positiv for corona. Det skriver hun i et opslag på Facebook.

- I dag tikkede der to streger ind på min selvtest i morges, hvor jeg følte mig lidt sløj.

- Nu står den på isolation og digitale møder, men indtil videre er det heldigvis kun med influenzasymptomer, skriver miljøministeren.

/ritzau/