Lokale folk og anonym kunde vil gøre en forskel: Deler gratis buketter ud til Mors Dag

6. maj 2021, 18.11

Mellem 35 og 40 buketter er til gratis afhentning hos Hovmøllers Blomster i Skive på lørdag. Arkivfoto: Joan Thora E. Laurberg

I en gammel kendt sang om bageren i Nørregade hedder det, at »har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.«

Men sådan er det ikke på lørdag hos Hovmøllers Blomster i Skive. Her er der netop mulighed for at få en buket med hjem til mor, hvis budgettet ikke tillader, at man går ind til blomsterhandleren og betaler for én.

Initiativet er kommet fra en af værtshuset Skibonittens kunder, som gerne vil gøre en forskel for dem, der ellers ikke har råd til at forære en buket til deres mor, kæreste eller kone.

- Derfor har vi i samarbejde med kunden og Hovmøllers Blomster besluttet at forære 35-40 buketter væk, fortæller Karin Nielsen fra Skibonitten.

Ofte vil der ved den slags godgørenhed ske en vurdering af, hvem der trænger mest, men den vurdering har initiativtagerne lagt ud til modtagerne selv.

- Det bliver efter først-til-mølle-princippet, og så satser vi på, at folk godt ved, om de selv har råd til at gå ind og købe en buket eller ej, siger Karin Nielsen.

De mange buketter vil være placeret udenfor Hovmøllers indkørsel til gården i Frederiksgade i Skive fra klokken 10 lørdag formiddag.

Indlæser debat...