Frivilligcenter opfordrer folk til at række ud efter telefonen

3. maj 2020, 08.55

Under coronakrisen er behovet for én at snakke med i telefonen ekstra stort, hvis man er isoleret og føler sig ensom. Men ikke alle har en ven eller familiemedlem at ringe til. Frivilligcenter Skive opfordrer derfor til, at folk, der føler sig ensomme, tager skridtet og tilmelder sig det nye projekt, hvor man bliver matchet med en telefonmakker, som man så lærer at kende over telefonen og forhåbentlig kan få nogle hyggelige snakke med. Arkivfoto

I alt otte frivillige har på nuværende tidspunkt meldt sig på banen i Frivilligcenter Skives spritnye projekt: Telefonmakkere i Skive.

Men de mangler nogle at ringe til.

Lige nu afventer Frivilligcenter Skive at høre fra borgere, som gerne vil ringes op og snakke med et andet menneske.

- Udfordringen er at ramme og nå målgruppen, siger Nini Jolander, leder af Frivilligcenter Skive.

Nini Jolander kan godt forstå, at det kan være svært at tage det afgørende skridt og række ud efter hjælp, hvis man sidder derhjemme og føler sig ensom - samtidig med at coronakrisen måske har begrænset det sociale liv, man trods alt tidligere havde.

Derfor opfordrer hun alle, som lige nu sidder derhjemme og savner nogle at snakke med - en stemme i telefonen - at gå fra tanke til handling og kontakte frivilligcentret - og hellere i dag end i morgen.

Et levende menneske i telefonen

Centerlederen siger, at i de her tider, hvor fysiske besøg er begrænset, mødes mange online og skriver til hinanden på chatfora og lignende.

Men telefonen, hvor man kan høre et levende menneske i den anden ende af røret, er nu engang noget helt særligt, når fysisk samvær ikke er muligt.

- Mød et nyt menneske på en anden måde, end du plejer, opfordrer Nini Jolander.

Hun slår fast, at telefonmakkere i Skive er et projekt, hvor frivillige ringer til en makker, som ønsker en hyggelig, uformel sludder.

Hygge

Og frivilligcentret står for at matche de frivillige opringere med dem, som ønsker at blive ringet op.

- Det er et sjovt hyggeprojekt, siger Nini Jolander.

Hun er sikker på, at behovet for telefonvenner hos eksempelvis ensomme ældre eller psykisk sårbare er til stede ude i kommunen.

Og det kan Ældre Sagen i Skive også bekræfte.

Her har man nemlig både frivillige besøgsvenner og motionsvenner, som normalt kommer ud til de ældre.

Her i coronatiden er disse fysiske besøg imidlertid lukket ned, og derfor ringer besøgsvennerne ud til de ældre i stedet for.

- De er opfordret til at have telefonisk kontakt til dem, de ellers besøger. Og det, har jeg indtryk af, fungerer godt, siger Ellen Mehlsen, formand for Ældre Sagen Skive-Spøttrup-Sundsøre.

Frivilligcenter Skive har til telefonmakkerprojektet modtaget 50.000 kroner i støtte fra Velliv Foreningens Akutpulje til indsatser for mental sundhed i civilsamfundet under og efter coronakrisen.

På Frivilligcenter Skives hjemmeside kan man finde telefonnummer og mailadresse, som man kan henvende sig på, hvis man gerne vil ringes op af en telefonven.