Mand mistænkt for at stjæle fra arbejdsgiver: Frikendt i sag om forretningshemmeligheder

6. maj 2021, 16.08

Arkivfoto: Jakob Stigsen Andersen

DOM Retten i Viborg mente ikke, at anklagemyndigheden kunne bevise, at en 61-årig mand fra Mønsted var skyldig i overtræde loven om forretningshemmeligheder, og derfor blev han frifundet.

Anklageren mente ellers, at manden skulle have kopieret og downloadet kundelister, kundekartoteker og filer vedrørende virksomhedens omsætning og årsregnskaber, i forbindelse med manden fratrådte sin stilling den 21. december 2018.

Hans tidligere arbejdsgiver mente, at virksomheden havde lidt betydelig skade, og havde derfor fremsat et erstatningskrav på 234.954,87 kroner i tabt omsætning.

Manden nægtede sig skyldig, og han mente heller ikke, at han skulle betale erstatningen - som han i øvrigt også mente var for høj.

Under retssagen fremlagde anklageren en liste over excel-filer. Men man kunne ikke dokumentere, hvilken computer dokumenterne kom fra, og anklagemyndigheden havde heller ikke nogle logningsfiler fra virksomheden.

Retten mente derfor ikke, at det var bevist, at de omtale excel-filer kom fra den computer, som manden havde fået stillet til rådighed under sin ansættelse.

Det blev heller aldrig fremlagt i retten, hvad excel-filerne indeholdt, og ud fra overskrifterne så det ikke ud til, at de skulle indeholde noget om virksomhedens omsætning eller årsregnskaber.

Desuden vidnede firmaets salgschef om, at de ikke havde et fysisk kundekartotek, som den tiltalte kunne have kopieret.

Derfor blev manden frikendt for alle anklager.

Indlæser debat...