Mindeord over Hans Jørgen Simonsen: Selvom arbejdet fyldte meget, var der dog altid tid til os

20. juli 2021, 09.42

Hans Jørgen Simonsen.

Vi har modtaget følgende mindeord over Hans Jørgen Simonsen, Skive

Så rindede tiden ud for vores far efter et langt sygdomsforløb. Far sov stille ind på Hospice Limfjord, hvor han fik den gode og kyndige hjælp, der var nødvendig til sidst i kræftforløbet, hvor kræfterne ikke længere slog til.

Far blev født og voksede op på en lille gård i Tversted, hvor han tog del i arbejdet på gården og hjalp sin mor i køkkenhaven, som man nu gjorde dengang. Hans moster, som også var lærer og havde ham i skolen, mente dog, at han skulle vælge at læse videre, og det endte med, at han tog Rønde Kursus – forberedelse til teologiuddannelsen – og derefter læste teologi på Århus Universitet. I Viby fik han et vikariat som kordegn, hvor han mødte vores mor. Det var den store kærlighed - og de blev hinandens et og alt gennem resten af livet, hvor mor bakkede op og fulgte ham både gennem arbejdet som medhjælpende præstekone, organist og som hustru. De fleste år af arbejdslivet foregik i Vestsalling – Håsum, Ramsing, Lem og Vejby – hvor han lagde meget af sin energi og fulgte med i stort og småt.

Arbejdet fyldte meget for vores far, både i timer og i hjertet. Han var optaget af ”sin” menighed – de mennesker, der boede i lokalsamfundet – og var jo i kraft af sit arbejde en del af folks store livsbegivenheder – barnedåb, bryllup, begravelse. Efter sin pension levede han dog en mere tilbagetrukket tilværelse.

Selvom arbejdet fyldte meget, var der dog altid tid til os. For os var han jo ”far” – en rar og omgængelig, varm, kærlig og nærværende person, vi altid kunne dele alt med. Man kunne altid regne med, at han var lyttende og opbakkende – og vi var aldrig i tvivl om den kærlighed, han havde til os alle.

Han var et meget vidende menneske, som man altid kunne spørge om mangt og meget og have nogle indholdsrige samtaler med.

Der var dog også regler og grænser, og når far en sjælden gang imellem hævede stemmen, så vidste man, at nu var grænsen nået – og der var heller aldrig bagefter tvivl om, at det var i orden og retfærdigt, når han sagde stop.

Ferierne gik oftest til Nordjylland, hvor mor og far havde et lille, men hyggeligt sommerhus, og hvor vi altid samledes. Efter far var gået på pension, tog han og mor som regel i sommerhuset og boede der hele sommerhalvåret. Det var ”en perle” og et fristed, hvor der blev lavet god mad, der blev slappet af, hygget og snakket, leget med børnebørnene, der blev kørt ture, badet og spist is. Ferier og weekender vi alle nød og til stadighed mindes med stor glæde.

Han var meget gæstfri, og når man kom på besøg, sagde han altid: ”Nu skal I bare lade som om, I er hjemme.” ”Det skal nok gå alt sammen,” sagde han tit. Det var generelt hans måde at anskue livet på.

Far var meget glad for naturen – var interesseret i dyrelivet og fuglene og var altid optaget af at finde ud af, hvilke fugle/dyr det nu var, de havde set. Han elskede blomster – både de vilde i naturen, men også de smukke blomster, de havde i haven, mens de selv boede i hus. Han brugte meget tid på aviser og sine kryds og tværs, som holdt hovedet godt i gang til det sidste. Også computere og mobiltelefoner kastede han sig over – og interesserede sig for – og han fandt som regel altid ud af det, han skulle (til sidst dog med hjælp). Det var svært for ham, da han sidst i sit sygdomsforløb pludselig ikke længere kunne samle sig om disse ting.

Far vil blive savnet meget, men han vil altid leve videre i vores hjerter, og vi vil blive ved med at tænke tilbage på ham og glæde os over alle de dejlige minder.

Hvil i fred, kære far.

Indlæser debat...