Naturnationalparker er vigtige for at løse biodiversitetskrisen

Udgivet:26. januar 2022, 12.07

Læsetid:1 minut

Anne Paulin.

af Anne Paulin folketingsmedlem og klimaordfører for Socialdemokratiet valgt i Skive Kredsen Christiansborg 1240 København K

NATUR Socialdemokratiet har sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet afsat 888 mio. kr. til at løfte naturen med nye naturnationalparker. Det er et historisk højt beløb, som skal bruges på at skabe bedre vilkår for vores fælles natur, og styrke biodiversiteten, der i årtier har været under voldsomt pres i Danmark.

Det falder dog ikke i god jord hos bl.a. Venstres Kristian Pihl-Lorentzen. Modstanden mod biodiversitet er desværre ikke kun skuffende og uforståelig. Hvis Kristian Pihl-Lorentzen havde sagt, at han og Venstre ikke prioriterede biodiversitet, så havde det været ærlig - men ærgerlig - snak.

I stedet bruger han modstanden mod naturnationalparker til at så tvivl om helt elementær fakta: At vi har en åbenlys udfordring med biodiversiteten i Danmark.

Til det formål bruges den såkaldte Rødliste, der viser, hvor truede danske arter er. Her er påstanden, at fordi arterne ikke er blevet voldsomt mere truet siden sidste opgørelse, så er alt godt.

Man skal dog bare huske på, at udgangspunktet er virkelig dårligt. Det er veldokumenteret af talrige både nationale og internationale rapporter. For eksempel viser den seneste Rødliste, at 1.844 truede dyre- og plantearter, risikerer at forsvinde fra Danmark for evigt. Eksperter og fagkundskaben siger klart, at naturnationalparker er et vigtigt initiativ, hvis man ønsker en mere mangfoldig natur i Danmark.

Når man ser på biodiversitetskrisen, er der desværre mange paralleller til klimakrisen. Her brugte vi mange år på at diskutere, om det egentligt stod så skidt til, i stedet for at komme i gang med handling. Vi må ikke begå samme fejl i biodiversitetskrisen. I stedet for, at bidrage til myter og misinformation om naturnationalparkerne, burde Venstre i stedet smøre ærmerne op og komme ind i kampen for en stærkere dansk natur og biodiversitet.