Vagn takker af: Landbetjent lægger uniformen

Marianne Brink

Lokalredaktør

Marianne Brink

Lokalredaktør| map@midtjyllandsavis.dk

Se flere artikler af Marianne Brink

Et enkelt klik på computeren. Mere skal der faktisk ikke til for at afslutte en 43 år lang karriere i politiets tjeneste. I de 17 år har Vagn Stensig Kristensen passet på Ry og dens borgere, men på sin 66 års fødselsdag i onsdags, tjekkede han ud. Nu er det op til etaten at regne på, hvornår han reelt hænger uniformen på bøjle for altid, men med lidt løselig hovedregning og et overslag over, hvor meget ferie og afspadsering, han har til gode, gætter landbetjenten på, at det bliver engang i juli.

Vemodigt - ja vist, men når patruljevagter i weekender og på helligdage føles som noget, der fylder for meget, og sukkene før en ny arbejdsdag bliver for dybe, så er det på tide at stoppe.

- Jeg har kunnet mærke det siden jul, at arbejdsdagene blev lidt for »suk-agtige«, siger Vagn Stensig Kristensen og ser afklaret ud.

For det er sådan, han er. Når beslutningen er taget, er den velovervejet, og så kigger han fremad.

Gode råd

Det første, han kommer til at foretage sig på pensionist, er at skifte sit telefonnummer. Det nummer, som borgere har ringet på nat og dag i 17 år, for Vagn Stensig Kristensen ved af erfaring, at det tager mindst et års tid, før alle er klar over, at der har været vagtskifte.

- Da jeg kom til Ry, kaldte folk mig Jens det første år. Den nye vil nok skulle finde sig i at hedde Vagn et godt stykke tid, siger han med hilsen til Jens Hvass, som han selv afløste i 2006.

Derudover lyder rådet til den næste landbetjent, at han ikke skal gå i ét med panelerne. Man må affinde sig med, at man som den lokale sherif er tilgængelig og genkendelig altid.

- Det er jo, når jeg handler ind, at jeg møder borgerne. De kommer til mig med stort og småt, og det er sådan, det skal være. Det er sådan, man opbygger tillid.

Og så er der det med balancegangen. Man kan hurtigt feje sig selv hen i et hjørne, hvis man fra starten møder folk med bødeblokken og den sorte bog. Samtidig skal man heller ikke være for blødsøden for at blive populær. Så mister folk respekten.

- Det handler ikke om at dele flest muligt bøder ud. Det handler om at dele de rigtige ud, og man skal have øje for, at nogle ting kan klares »på en anden måde«.

Ingen pauseklovn

I det hele taget er det en god idé at stikke fingeren ned i Søhøjlandets frugtbare muld, inden man som ny landbetjent stiller op for alt muligt, advarer Vagn Stensig Kristensen.

- Da jeg kom, fik jeg rigtigt mange opfordringer til at være dommer i et dyrskue, eller til at skyde et løb i gang. Jeg sagde nej til det hele, for som landbetjent skal du ikke agere pauseklovn. Så bliver dine roller blandet for meget sammen.

Men det er bestemt ikke det samme som, at man ikke kan involvere sig i lokalsamfundet. Det er Vagn Stensig Kristensen levende bevis for. Han har gennem årene kastet sig ud i så forskelligt frivilligt arbejde som filmoperatør i Ry Biograf, bager og købmand i Alken, formand for vandværket, og så har han stillet op, når Rotary skulle udtrække en vinder i det årlige lotteri.

- Der vil jeg gerne stille op som betjent for at give lodtrækningen troværdighed.

For det meste godt

Store anholdelser og spektakulære brande blander sig sammen. Vagn Stensig Kristensen er næsten altid først på stedet, når der bliver ringet 112, men han har svært ved at lave nedslag i de 17 år, der er gået. Hans egen evaluering lyder, at »det ikke er alt, der kan løses, men der er flere sager, der gik godt«.

- Der er måske ting, jeg kunne have gjort bedre, men sådan vil det vel næsten altid være i et langt arbejdsliv, ikk?

Han bliver dog stadig både bevæget og stolt, når han tænker tilbage på de to små børn på to og fire år, der en kold januardag i 2019 stak afsted over markerne fra hjemmet nord for Ry. Dengang blev hele beredskabet aktiveret, helikopteren gik i luften, men det var landbetjenten, der fandt børnene indenfor kort tid. Senere fik Vagn Stensig Kristensen hæder for sin ageren.

Finde sig selv

Nu venter et mere udramatisk liv med blandt andet med geoginerne i haven hjemme i Boes, og tilvænning til, at alt ikke behøver at blive lavet på en dag.

- Jeg skal nok lige finde mig selv i det nye liv, siger den afgående landbetjent og fortæller, at der bestemt er flere ting, han kommer til at savne.

Nærheden til lokalområdet, patruljering på søerne og ikke mindst »kollegerne« på biblioteket.

- Jeg har haft de bedste arbejdsforhold med kontoret lige ved siden af Ry Bibliotek. Jeg anser faktisk bibliotekets personale for at være mine nærmeste kolleger.