At kramme et træ

25. juli 2021, 07.08

Anita Engberg.

Nu har jeg gjort det! Krammet et træ! Det har været et langt tilløb. For 2-3, måske 4 år siden dukkede tanken op for mig i forbindelse med en prædiken, jeg arbejdede på. Jeg kan ikke længere huske sammenhængen, men jeg husker klart impulsen til at gå ud og kramme et træ, men jeg fik det aldrig gjort. Indtil nu. Nu har jeg krammet et træ, og det føltes fuldstændigt lige så fjollet, som jeg havde forestillet mig. Ja, jeg følte mig faktisk lidt genert på en måde, jeg ikke har følt mig genert på i mange år, for hvordan går man lige til sådan et træ? Nærmer sig ærbødigt eller kaster sig om ”halsen” på det eller hvad? Efterhånden som man bliver ældre, er det jo ikke så tit, at man står i en situation, man absolut ikke har nogen erfaring med eller har nogle sammenlignelige situationer at trække på, men her følte jeg mig for en gangs skyld på bar bund.

Heldigvis var jeg ikke også på gyngende grund. Det kom selvfølgelig ikke bag på mig, at det udvalgte træ stod solidt. Det var en gammel bøg hjemme i min have, der ikke udviser nogen svaghedstegn. Men hvordan dens soliditet forplantede sig til mig, var en overraskelse. Så ja, det føltes fjollet, men det var også uventet rørende at stå der med armene om træet og kinden mod barken. Der var ikke et hjerte, der bankede. Det udstrålede ikke varme. Og der var selvsagt ingen arme, der lagde sig rundt om mig. Og dog følte jeg mig favnet og styrket, og ikke mindst vågnede der en taknemmelighed i mig for træet med dets solide stamme, dybe rødder og høje krone, der sådan bare stod støt og roligt, som det har stået i mere end hundrede år og taget vind og vejr og menneskers opmærksomhed, som det kom.

Træer spiller en stor rolle i Bibelen. Også i evangeliet til i morgen bruger Jesus billedet af et træ til at illustrere sin pointe om, at ikke alle mennesker er lige gode at læne sig op ad. Ikke alle kalder det gode frem i os. Det gode her forstået som at leve et liv i tillid til Gud og i kærlighed til vore medmennesker og medskabninger i det hele taget, inkl. træerne. Jeg må sige, at det med at elske naturen, altid har været et lidt fjernt begreb for mig. Ikke, at jeg ikke elsker at se en smuk solnedgang eller duften af nyslået græs. Men det har nu alligevel altid været en lidt overfladisk kærlighed. Mere i retning af en forelskelse end en kærlighed, man vil leve og dø for. Så jeg takker Gud for hans tålmodighed med mig fra den første impuls til at gå ud og kramme et træ for flere år siden, og til at jeg endelig fik gjort noget ved sagen, for bare ved at stå og holde om træet, kom jeg i kontakt med en dybere kærlighed. Jeg kom simpelthen til at elske træet! Bare en lille, bitte smule. Ikke for dets udseende. Ikke for dets funktion. Ikke fordi det elskede mig først eller gengældte min kærlighed. Ikke for noget bestemt. Bare fordi det var.

Jeg tror, at jeg et kort øjeblik fik et glimt af, hvordan Gud elsker verden og os, sine børn.

Sådan en kærlighed er god at læne sig op ad. Den kalder altid på det bedste i os. Må Gud give os mod til at følge hans stemme.

Indlæser debat...