Leder: Fire partier møder medlemmerne

18. september 2021, 04.48

Foto: Steen Don

Kongres i Socialdemokratiet, årsmøde i Dansk Folkeparti, landsråd hos de konservative og landsmøde i Radikale Venstre.

I dag og i morgen møder delegerede og medlemmer af de fire partier frem for at høre fra - og påvirke - partiledelserne og folketingsgrupperne.

Størst uro er der unægtelig i Dansk Folkeparti, hvor presset vokser på Kristian Thulesen Dahl. I går måtte Pia Kjærsgaard afvise, at hun på weekendens årsmøde vil udfordre Kristan Thulesen Dahl som DF-formand. Det skete efter et voksende ønske i baglandet om en sådan overgangsløsning.

Hos de radikale er der heller ikke feststemning efter et turbulent år med krænkelsessager, der både kostede partileder Morten Østergaard og retsordfører Kristian Hegaard det politiske liv.

De radikale har også oplevet vælgerafgang siden sidste valg, og samtidig er partiets indflydelse behersket, og forholdet til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet bliver stadig mere anstrengt.

»Vi var engang så tæt«, sang »Tøsedrengene«, og den sang kan Socialdemokratiet og de radikale også synge med på, for det tætte forhold - der også i nyere tid har ført til regeringssamarbejde - er man nu meget langt fra.

Faktisk er de radikales ledelse i voksende grad indstillet på at samarbejde med ikke mindst de konservative og Venstre i skuffelse over blandt andet manglende reformer fra S-regeringen.

Socialdemokratiet virker omvendt til at have det fint med, at de radikale ikke er en del af regeringen, og der er ingen udsigt til, at det vil ændre sig. Og Socialdemokratiet satser vel på, at de radikale ikke vil kunne holde til at pege på en borgerlig statsminister efter næste valg.

Det har de radikale dog gjort før, og især forholdet mellem de radikale og Søren Pape Poulsen er åbenlyst blevet stadig tættere med politisk enighed om stadig flere emner.

Og hos de konservative bliver der jubel over meningsmålingerne på partiets landsråd. Målingerne gør partiet til det største i den borgerlige lejr. Nu handler det så for de konservative om at kunne udfordre Socialdemokratiet i forhold til regeringsmagten ved næste valg.

Mette Frederiksen vil naturligvis blive hyldet på S-kongressen. Hun sikrede regeringsmagten til Socialdemokratiet, og det giver mange pluspoint på kontoen hos partifællerne.

Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himmelen, og det vil vække en vis bekymring i partiet, at Socialdemokratiet i flere meningsmålinger har mistet den fremgang som partiet indtil for nogle måneder siden havde scoret siden sidste valg.

Med kommunalvalg om knapt to måneder vil partierne forsøge at lancere styrke og enighed og politiske visioner, når der er kongres, årsmøde, landsråd eller landsmøde. For DF bliver det en prøvelse at vise enighed, og fortsætter både uro og dårlige meningsmålinger kan presset vokse på Pia Kjærsgaard som en overgangsfigur som formand - selvom det også vil være en speciel konstruktion med et formands-comeback.

O.D.

Indlæser debat