112

Politirapporten: Politiet lå på lur og fangede tyv og 85-årig kørte frontalt ind i en anden bil

I den anden bil sad en 48-årig kvinde fra Skive bag rattet

Udgivet:07. september 2023, 09.27

Læsetid:2 minutter

Pauli Vendelbo
Journalist

112

To kørt til traumetjek: 85-årig kvinde kørte frontalt ind i en anden bil

Det gik voldsomt for sig, da en 85-årig kvinde fra Mors onsdag eftermiddag klokken 16.50 var på vej hjem til Erslev.

På Brovej ved tilkørslen til Roslev kørte den ældre kvinde af ukendte årsager pludselig over i den modsatte vognbane.

- Her kolliderede hun først med anhængeren på en lastbil, og derefter fortsatte hun videre, hvorefter hun kørte frontalt ind i en anden bilist, en 48-årig kvinde fra Skive, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Da politi og redningsfolk kom frem, var den 85-årige kvinde ikke ved bevidsthed, men efter noget tid blev det vurderet, at hun var okay, oplyser politiet.

Sådan lød vurderingen også i forhold til den 48-årige kvinde.

- Men alligevel blev de begge kørt på sygehuset til et traumetjek, siger Niels Bach.

Når det trods alt ikke gik værre, kan det skyldes, at uheldet skete i en zone, hvor der maksimalt må køres med 60 kilometer i timen.

Ved uheldet blev begge biler totalskadet.

Politiet har holdt øje: Kvinde taget i tyveri fra genbrugsforretning

Gennem længere tid har genbrugsbutikken Kirkens Korshær på Viborgvej været plaget af tyve, der har stjålet ting og sager fra bygningen, der benyttes til at opbevare de ting, som folk afleverer.

- Der er både blevet stjålet ting og rodet godt og grundigt rundt i sagerne, og når Kirkens Korshær er sikre på, at der også er sket tyverier, så er det fordi, at der er blevet sat et videokamera op. Og de billeder har vist minimum en person, der er kommet med tomme poser og er gået derfra med fyldte poser, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

På grund af de gentagne tyverier har politiet på det seneste observeret stedet.

Og torsdag morgen »lå patruljen på lur«, da en 50-årig kvinde fra Skive kom til stedet.

- Klokken 05.45 gik hun ind i bygningen med en tom plastiksæk, og et kvarter senere forlod hun stedet med en fyldt plastiksæk. Hun blev konfronteret, og i første omgang benægtede hun, men da hun blev forholdt beviserne, erkendte hun. Så hun er nu sigtet for tyveriet, siger Niels Bach.

Efter brug af ukrudtsbrænder: Bunke med grene brød i brand

Onsdag ved middagstid gik der ild i en større bunke grene, der var samlet på en adresse på Højlundsvej i Skive.

- Ilden var startet efter brug af en ukrudtsbrænder, men ejeren havde selv formået at slukke branden, så da vi kom, handlede det primært om efterslukning, siger indsatsleder Jesper Ørum.