Stort arbejde venter: Skive kommune gør sig klar til flygtningestrøm

Forventningen er, at den kommende særlov for flygtninge fra Ukraine træder i kraft i den 17. marts 2022. Skive Kommune er klar til at modtage de ukrainere, der måtte komme, selvom der stadig er meget fodarbejde, der mangler at blive lavet.

Udgivet:17. marts 2022, 11.23

Læsetid:4 minutter

Skive Kommune er i fuld gang med forberedelserne til fremtidige flygtninge fra Ukraine. Foto: Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix

FLYGTNINGE Når særloven for de ukrainske flygtninge, torsdag, træder i kraft, forventes det i Skive Kommune, at der vil komme et massivt ryk i antallet af ansøgninger om opholdstilladelse. Det er på nuværende tidspunkt usikkert, hvornår flygtninge fra Ukraine får deres opholdstilladelse. Det kan endnu ikke siges med sikkerhed, hvor længe ansøgningsprocessen vil vare. Derudover er det også usikkert, hvor mange flygtninge fra Ukraine Skive Kommune vil få tildelt via Udlændingestyrelsens fordelingsnøgle. Dette skriver Skive Kommune i en pressemeddelelse.

Det er et stort puslespil, vi lige nu er i gang med lægge
Dorthe Hamrum, arbejdsmarkedschef i Skive Kommune

Når flygtninge fra Ukraine får godkendt deres ansøgning til opholdstilladelse, vil de få ret til at få anvist bolig, job, og pasning af og skolegang for deres børn. Derfor lægger Skive Kommune lige nu ekstra mange kræfter i for at kunne tilbyde netop dette.

Læs også
Skive Kommune er klar til at tage imod ukrainere: Kollegium og plejeboliger skal huse krigsflygtninge Skive Kommune er klar til at tage imod ukrainere: Kollegium og plejeboliger skal huse krigsflygtninge
Læs også:
Skive Kommune er klar til at tage imod ukrainere: Kollegium og plejeboliger skal huse krigsflygtninge

- Det handler ikke bare om at finde et bestemt antal boliger eller et bestemt antal pladser i nogle børnehaver. Det vil for eksempel ikke være optimalt, hvis boligen ligger i Glyngøre, et barn får en plads i et dagtilbud i Skive By, og forældrene får et job et tredje eller et fjerde sted. Vi arbejder på at få koordineret de mange tilbud, som de ukrainske flygtninge skal have, så godt som vi overhovedet kan – uden at vi kan garantere, at det lykkes hele vejen rundt, siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune.

- Vi skal nok blive klar, men kan ikke love, at samtlige tilbud er helt på plads, når særloven bliver vedtaget, siger hun.

Mange ukrainere er på plads

Skive Kommune har nu indkvarteret 24 flygtninge fra Ukraine midlertidigt. Men vurderingen er, at 300 flygtninge er kommet her til på privat initiativ, og at mange flere vil komme til. Derfor er arbejdet med at finde egnede boliger for længst i gang. De 24 flygtninge, der er midlertidigt indkvarterede, er flyttet ind i de kommunale boliger ved siden af plejecentret Marienlyst, der dermed er fyldt op. Kommunen er i et samarbejde med boligselskabet Bomiva i gang med at gøre yderligere 25 boliger klar i Hem og Rønbjerg.

- Vi arbejder også på at klargøre boliger i midtbyen i Skive. Mange af dem, der for tiden er indkvarteret privat, vil formentlig søge om hjælp til at få en bolig stillet til rådighed. Derudover kan vores boliger på Møllestien i Skive komme på tale at tage i brug. Skulle der opstå et akut pres, er det muligt at gøre Salling Hallen i Roslev og Jebjerg Sport- og Eventcenter klar i en fart – også med en godkendelse fra brandmyndighedernes side, siger Dorthe Hamrum og understreger, at kommunen lige nu er i gang med at afdække mulighederne for at finde endnu flere boliger.

Læs også
Lokale chauffører hentede flygtninge på grænsen til krigen: Ukrainske ansigter uden smil Lokale chauffører hentede flygtninge på grænsen til krigen: Ukrainske ansigter uden smil
Læs også:
Lokale chauffører hentede flygtninge på grænsen til krigen: Ukrainske ansigter uden smil

Plads til børnene

Også skole- og dagtilbudsområdet gør klar til at tage imod børn fra Ukraine. Det sker efter retningslinjerne, som kommunen har fået via Børne- og Undervisningsministeriet. På dagtilbudsområdet har kommunen tre måneder til at finde en plads til børnene. Det gælder pladser i dagpleje, vuggestue og børnehave. Børn fra skolerne kan fordeles efter kommunens valg, og der må være op til 18 elever i modtageklasserne, når de taler samme sprog.

- Hos os vil de ukrainske børn først og fremmest blive tilbudt en plads i modtageklasserne på Skivehus Skole. På skolen er de ved at oversætte informationsmateriale til forældrene til ukrainsk, siger Mette Nielsen, der er fagchef i Skole- og Dagtilbudsafdelingen i Skive Kommune.

- Vi bestræber os på at tage hånd om børnene hurtigst muligt, så det er realistisk for deres forældre at modtage de tilbud, de vil få om for eksempel uddannelse eller job, siger hun.

Det muliges kunst

Der er en lang række andre områder, der skal geares til at tage imod de ukrainske flygtninge. For i det øjeblik en borger har søgt og fået opholdstilladelse, har deres børn og unge under 18 år ret til nødvendige sundhedsydelser – herunder tandlæge. Hvis der er ukrainske flygtninge, der er traumatiserede og har brug for krisehjælp, skal de henvises til regionen, da kommunens tilbud ikke rummer psykiatrisk behandling.

- Det er et stort puslespil, vi lige nu er i gang med lægge. Der er en del brikker, vi endnu ikke ved, hvor vi skal placere. Og der kommer formentlig flere til, end dem vi lige nu kan se. Men samtlige medarbejdere løber stærkt for at finde en balance mellem det muliges kunst og så holdbare løsninger for ukrainerne som muligt, siger Dorthe Hamrum.

Skive Kommune lægger løbende informationer til ukrainere – både de herboende og dem, der kommer hertil – på siden på skive.dk. Følg med på siden her.

Læs også
Butiksindehaver samler ind til ukrainske flygtninge: - Det var ubærligt at se på Butiksindehaver samler ind til ukrainske flygtninge: - Det var ubærligt at se på
Læs også:
Butiksindehaver samler ind til ukrainske flygtninge: - Det var ubærligt at se på