Kronik: Limfjordsørreder til glæde for sports- og fritidsfiskere

9. juni 2021, 08.38

Illustration fra bog om Limfjordens spisekammer, som Jens Østergaard har været medforfatter til.

FISKERI

I Limfjorden var der tidligere en rigdom af variationer af fisk som intet andet farvand i Danmark. »Ja, og så var Hjarbæk Fjord også engang den vigtigste yngelopvækstplads for fisk i Danmark, måske i hele Europa« sagde hedebonde, fisker og jæger, Sigvald Jørgensen, da han en vinterdag i 1988 viste mig rundt i sit »kongerige« ved Nederhede ved Hjarbæk Fjord.

I lighed med et halvt hundrede andre fiskerbønder omkring Hjarbæk Fjord hentede han ål og ørreder i fjorden til salg og til husholdningen. Sigvald Jørgensen var født i 1910. Som 17-årig begyndte hans fiskerliv for alvor. Åleruser, ørrednarreværker (ruser) og ørredgarn gav ham et godt levebrød, så han blev en velstående mand. Ørreder var dengang en værdifisk. Ørredfiskeriet i den inderste del af Hjarbæk Fjord gav den bedste indtjening. Fiskerne var klar over, at man skulle passe godt på sin ørredbestand i fjorden. Hjarbæk Fiskeriforening og Viborg Fiskeriselskab satte i mange år ørredyngel ud Viborgs-oplandsvandløb, søer og Hjarbæk Fjord.

I ørredsæsonerne blev der fisket med mange ruser og ørredgarn i Hjarbæk Fjord og Louns Bredning. Når smolten om foråret i 1940-erne, 1950-erne og 1960-erne trak ud, skulle de passere mange forårsruser og store sildebundgarn. I Louns Bredning og Hjarbæk Fjord var der udsat omkring 60 – 70 sildebundgarn. Jeg var dengang med i Lundø Vodbinderis bundgarnsselskab. I bundgarnene var der væsentligst sild, men også stenbidere, kvabsøer, hornfisk, skrubber, pighvarrer og nogle få gange en ørred og forbavsende få smolt.

Men både i Fiskbæk Å, Skals Å og Låstrup Å (Simested Å) var der en god bestand af ørreder til glæde for sportsfiskerne og nogle få ørredgaardsfiskere. Sigvald Jørgensen og jeg besøgte ørredgaardsfisker, Alfred Dalsgaard, i Skals den februardag i 1988.

Jeg giver ordet til Alfred Dalsgaard: ”Jeg er født i 1891 i et lille hus i Skals, som man kaldte Rundetårn. Jeg har for det meste levet af jagt og fiskeri hele mit liv. Mine bedsteforældre havde gården ”Dalsgaard”. De lejede fiskeriet i Låstrup Å af ejeren af Lynderupgaard. Senere overtog min bror og jeg lejemålet. Jeg har været med til å-fiskeriet fra 1915. Da Virksunddæmningen kom, forsvandt de fleste fisk, og vi opgav lejemålet; men jeg nåede da at holde 60-års jubilæum som forpagter af Kjeldsens fiskevand. Aftalen var, at Kjeldsen skulle have 50 procent af udbyttet i leje af fiskeretten.

Når optrækket af ørreder begyndte i juli måned, så blev ørredgården sat til fiskeri. Det var en stor ruse, som stod ved nogle nedrammede pæle. Fra lørdag morgen til mandag morgen måtte der ikke fiskes, så skulle der være fri opgang. Sommetider kunne der være så mange fisk i posen, at vi næsten ikke kunne løfte den op. På årsbasis kunne vi fange omkring 3000 pund ørreder. Vi afsatte ørrederne til krejlere fra Viborg, men de fleste blev solgt til forhandlere på Gammel Strand i København”, sluttede Alfred Dalsgaard.

Da Virksunddæmningen kom i 1966, mistede Hjarbæk Fjord sin livsnerve og sygnede hen. Allerede her var den generelle nedtur for hele Limfjordens natur og miljø begyndt. Dræning, afvanding, udtørring, øget udsivning af næringsstoffer og rester fra pesticider, spildevand fra industri og husholdning bidrog til fjordens nedtur. Teknologien med større både med kraftigere motorer og bundslæbende redskaber har også medvirket til at forarme fjordens bundflora og fauna. Denne udvikling – bortset fra dræning, afvanding og udtørring – er blot eskaleret frem til i dag. Rensningsanlæggene (positivt, da de blev etableret) kan ikke klare den stigende mængde af kemikalierester. Og de såkaldte overløbsværker (ved kraftig nedbør) transporterer vand fra eksempelvis tagrender, pladser, veje m.v. asbest, zink, kobber, bly, tjærestoffer, kunstfibre og mikroplast ud i vandløb og fjorde.

Det har blandt andet medført, at blødbundssamfundet på dybere vand i Limfjorden er gået fra at indeholde en rig biodiversitet til at blive et goldt bundmiljø. Limfjordens miljø er groft sagt blevet garoteret (langsom kvælning).

En bæredygtig behandling af Limfjorden er fraværende. Der er derimod tale om en totalødelæggelse af Limfjordens flora og fauna, hvoraf der kun findes forkrøblede individer på forholdsvis små fredede arealer. Der er stort set kun muslinger og ådselædere (f.eks. krabber, hummere, og ”skrabeådsler” tilbage). Ådselæderne lever af naturkatastrofer som f.eks. iltsvind og bundvendinger. Muslingerne klapper bare skallerne sammen, når den dødelige koncentration af svovlbrinte forekommer, og krabber og hummere flygter, og om nødvendig går de på land.

Hvori består denne katastrofale nedtur for Limfjorden? Det siger professor i Havbiologi Gunnar Thorsen (1906 - 1971) allerede noget om i sin bog ”Livet i havet” fra 1961.”Man kan godt fiske hårdt på fiskebestandene, men man skal blot sørge for gode levesteder og sikre fredning på gydestederne”.

Her har vi Limfjordsboere, myndigheder, virksomheder og politikere svigtet, mange gange til fordel for ussel mammon. Da Limfjordsamterne med deres miljøtilsyn blev nedlagt i 2007, gik det for alvor galt med tilsynet med Limfjorden. Ganske langsomt er Limfjordens tidligere naturrigdom gået i glemmebogen. Ganske vist er der dannet et Limfjordsråd, som man vel forventede skulle prøve at gøre noget for genopretning af fjordens skrantende natur. Selv med den bedste vilje og udstyret med lup kan man ikke få øje på en forbedret biodiversitet og vandkvalitet i den tid, Limfjordsrådet har eksisteret.

For nogle måneder siden kom der en rapport (man måtte ikke bruge ordet rapport) – det skulle hedde Forslag til en proces – med titlen: ”Lystfiskernes forslag til en bæredygtig forvaltning af havørreden i Limfjorden. Det er et usminket angreb på den sidste håndfuld af ægte erhvervs-fjordfiskere (Sild, stenbidere, kvabsøer, hornfisk, ål, skrubber og fjordrejer) og de urgamle husholdningsfiskere – de hedder i dag fritidsfiskere. Disse skal ifølge denne plan via fredninger af fjordafsnit og regulering af redskaberne stort set drives ud af deres erhverv og hobby, som jo indebærer de samme enestående oplevelser, som sportsfiskerne også kan glæde sig over ude i fiskevandene. Ønsket er åbenbart at tilkæmpe sig eneretten til Limfjordens ørreder – Der er jo nærmest tale om nye kvotekonger.

At yderligere redskabsbegrænsninger skulle forbedre og sikre ørredernes op- og nedgang er total forfejlet (Der er jo allerede rimelige garn- og fredningsbegrænsnin-ger). De forhold, som jeg har beskrevet ovenfor i Hjarbæk Fjord har været gældende andre steder i Limfjordens inderfjorde med store å-udløb, således også i Halkær bredning og enden af Skive Fjord (begge steder har jeg kendskab til). I Skive Fjord udmunder Karup Å. Her fiskede i sin tid fra Skive Havn 10 – 12 fiskeselskaber ørreder i opgangstiden. Hvert selskab fiskede med 10 – 15 ørredgarn. Samtidig blev fjorden også befisket med åleruser - uden odderriste.

Og på Hagebro Kro ved Karup å var man godt tilfredse med besøgene af sportsfiskere i ørredtiden. Dengang var der en fin bestand af ørreder i fjordens åer på trods af kraftig befiskning ved åernes udmundinger. Åerne var heller ikke endnu væsentligt forurenede (i 1930-erne, 1940-erne, 1950-erne og et stykke ind i 1960-erne).

I stedet for denne egoistiske tankegang fra nogle sportsfiskere (det gælder absolut ikke alle stangfiskere) burde man i stedet indgå et samarbejde med blandt andet fritidsfiskerne, politikere og miljømyndighederne med henblik på at få skrappe midler sat i scene med henblik på at forbedre Limfjordens vandkvalitet og biodiversitet. Det var jo det biolog og professor Gunnar Thorsen allerede forudsagde i 1961 -nemlig at gode naturtilstande var en forudsætning for rige fiskebestande – og dermed også for ørredbestanden i Limfjorden og i de tilløbende åer og bække. Et eksempel på en skrap kur er i Hald sø syd for Viborg, der 1986 blev rettet op fra en død sø til et levende vand.

Under disse forhold er det forståeligt, at der er en stor dødelighed, når smolten og opgangsørreder på deres dødsmarch vandrer igennem fjorden. Her ligger sultne skarver, sæler og nu også oddere på lur; og samtidig er det svært for ørrederne, da der mangler skjulesteder i makroalger, ålegræs og bag store sten. Dertil kommer at fødeemnerne også er begrænsede.

Limfjorden burde gøres til et naturvidenskabeligt forsøgsområde med henblik på at genskabe noget af tidligere tiders rigdom på fisk og planter og redde den gamle fiskerbondekultur (husbehovsfiskeri / i dag fritidsfiskere). Det man i Unesco i begyndelsen af nullerne kaldte Den immaterielle Kulturarv. Et sådant genopretningsprojekt ville jo være til glæde for de øvrige indre danske farvande, som også har en skrantende natur.

Så kunne der blive ørreder til alle.

Indlæser debat...