FCM-træner forventer at se skadet Brumado på banen i 2021

Junior Brumado udgik med en skadet ankel mod FC Nordsjælland og er ude i den kommende tid.

19. oktober 2021, 17.02

Junior Brumado er FC Midtjyllands topscorer i Superligaen med syv mål. Tre af dem scorede han i kampen mod AGF, hvor billedet her er fra.

HERNING FC Midtjyllands Junior Brumado har været et mareridt for modstanderholdene i Superligaen på det seneste, men nu kan ligaens forsvarsspillere for en stund ånde lettet op.

Brasilianeren udgik med en skadet ankel i søndagens 2-2-kamp mod Farum og er ude i den kommende tid. Hvor længe vides endnu ikke, men cheftræner Bo Henriksen satser på at se Brumado på banen igen i 2021.

- Lige nu er vi i gang med at udrede, hvor lang tid der går. Vi håber, det går så stærkt som muligt, men vi kan ikke sætte et tidspunkt på.

- Men vi håber og forventer at få ham i spil i efteråret, lyder det fra træneren.

Det er på papiret lidt af en bet for midtjyderne, hvis de skal undvære Brumado i en længere periode.

Siden han tog over som førsteangriber efter Sory Kaba, har han lavet syv mål i ti kampe i Superligaen. Det placerer ham på en delt førsteplads på ligaens topscorerliste.

Fire af målene er kommet i de seneste to kampe.

- Det er en dygtig spiller, som vi kommer til at mangle. Også fordi han har været god for os her på det seneste. Men i en fodboldklub som vores har vi så mange dygtige spillere, så det er jeg ikke så bekymret for, siger Henriksen.

22-årige Brumado har tilbragt lidt mere end to et halvt år i Danmark.

Han skiftede fra EC Bahia i hjemlandet i januar 2019, og ud over en halv sæson på leje i Silkeborg har han siden spillet i FC Midtjylland.

FC Midtjylland møder torsdag Røde Stjerne fra Serbien i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/