
Leder: Nyt slag for V - Løkkes søn går også
Udgivet:14. marts 2023, 10.58
Læsetid:3 minutter
Chefredaktør Ole Dall.
Det er som om ulykkerne ikke vil få nogen ende i partiet Venstre. Senest har partiets EU-parlamentsmedlem Bergur Løkke Rasmussen - søn af Lars Løkke - meddelt, at han forlader Venstre og fremover repræsenterer Moderaterne i parlamentet.
Bergur Løkke Rasmussen kom i EU-parlamentet, da han som suppleant efterfulgte Søren Gade (V), der kom hjem til Christiansborg og blev Folketingets formand. Det er dermed ikke »en stor kanon«, som Venstre mister, men alligevel rammer det partiets selvforståelse, fordi strømmen af politiske skift går fra Venstre - og ikke til Venstre i disse år.
Først og fremmest var der naturligvis Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs afgang fra Venstre, som blev fulgt op med, at begge politikere stiftede et nyt parti, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.
Dermed blev skabt »to huller i ålerusen« hos Venstre, og vælgere kunne både gå fra partiet ved at gå til højre og venstre - og det var, hvad der skete ved folketingsvalget 1. november. Inden da havde markante V-politikere som Kristian Jensen og Karsten Lauritzen sagt farvel til Christiansborg for at få ikke-politiske job. Og der var andre Venstre-politikere, der gik til de konservative i håb om bedre valgchancer. De blev så slemt skuffet...
Venstre fik et ringe valgresultat. Og der blev efterfølgende satset højt ved at vælge at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Venstre kunne henvise til, at der ikke var noget flertal for blå blok - som i øvrigt er en ustabil størrelse især med Nye Borgerliges nedsmeltning. Men Venstre fik lagt meget afstand til muligheden af en fortsat S-ledet regering i valgkampen, så beslutningen har også kostet. Det samme har forløbet med en klodset og tromlende håndtering af afskaffelsen af store bededag.
Midt i forløbet kom så en ikke tidsbegrænset sygemelding fra partiformand Jakob Ellemann-Jensen, og med udnævnelsen af Stephanie Lose som økonomiminister står det klart, at Jakob Ellemann ikke foreløbig vender tilbage til topposterne som V-formand og forsvarsminister - hvis han i det hele taget satser på begge dele og på fortsat politisk karriere.
Det er ikke sensationelt, at Bergur Løkke Rasmussen går fra Venstre og skifter til sin fars parti - men det er bare endnu et farvel til Venstre i en lang række. Bergur er i øvrigt også et eksempel på, at man i politik har et standpunkt - til man tager et nyt.
I november sidste år - efter folketingsvalget - fastslog han, at han har valgt at blive i Venstre efter »en tankeproces«. Det synspunkt holdt så ikke i mange måneder... Dermed har Moderaterne fået et medlem af EU-parlamentet, og Bergur Løkke Rasmussen vil stille op for Moderaterne ved EU-parlamentsvalget næste år. Det kan blive en ny nedtur for Venstre, der med den nuværende vælgertilslutning vil stå til en markant tilbagegang ved det valg.
Venstres trøst må være, at det hele altid ser mest mørkt ud før solopgang. Andre partier har været i krise og har rejst sig igen. Det vil også ske for Venstre, men lige nu er det som om det ene problem afløser det andet i en endeløs række. Og den slags slider på et parti.
O.D.
Indlæser debat