112

Narkopåvirket mand gav politiet det forkerte navn

Politiet lurede, at manden ikke fortalte dem sandheden

Udgivet:07. april 2022, 09.38

Læsetid:1 minut

Pauli Vendelbo
| pv@skivefolkeblad.dk

IDENTITET Onsdag aften klokken 21.10 fattede en politipatrulje mistanke til en personbil, der kom kørende ved rundkørslen mellem Resenvej og Nr. Boulevard.

Da manden i bilen opdagede, at politiet var efter ham, trådte han friskt til på speederen.

- Det nåede ikke at blive en egentlig jagt, men han kørte stærkt, indtil han stoppede og hurtigt forsøgte at flygte derfra. Vi fik dog fat på ham, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Da politiet spurgte ind til mandens identitet, bredte der sig en ny mistanke.

- Patruljen var ikke sikre på, at han var den mand, han gav udtryk for. Og det viste sig også, at han havde fyldt os med løgn. Vi fandt ud af, at han er en 28-årig mand fra Viborg, der ikke har noget kørekort, siger Niels Bach.

Derudover var han påvirket af narkotika, og han var også i besiddelse af et gram hash.

- Derudover bliver en 52-årig kvinde fra Tjele nu sigtet for at have overladt bilen til den 28-årige, siger Niels Bach.

Manden bliver sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, besiddelse af stoffer, for at angive falsk identitet og for at have kørt bil i frakendelsestiden.