Gå til hovedindhold
Lokalt

13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel

18-09-2019 KL. 09:52
Empty

13-årige Mamduh Adris viser her den tomme guldkornspakke og flasken med motorolie frem. Det fik han tilsendt i stedet for en Playstation 4. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I begyndelsen af august blev 13-årige Mamduh Adris fra Skive snydt på groveste vis, da han troede, han havde købt en Playstation 4 via en gruppe på Facebook.

1170 kroner blev sendt af sted til en fyr i Næstved-området, og efter nogle dage modtog Mamduh Adris da også en pakke.

- Jeg åbnede pakken, og jeg var sikker på, at der var en Playstation 4 til mig. Men i stedet var der den her tomme guldkornspakke og en flaske motorolie. Jeg blev meget overrasket og ked af det, og jeg ringede til min mor med det samme, fordi jeg syntes, vi skulle gå til politiet, siger Mamduh Adris, mens han viser guldkornspakken og motorolien frem.

Mamduh Adris forsøgte efterfølgende at komme i kontakt med manden fra Næstved, der angiveligt hedder Daniel Andersen.

Men Daniel Andersen holdt fast i, at han havde sendt en Playstation 4 af sted til Mamduh Adris. Han tilbød endda, at Mamduh Adris kunne købe flere ting af ham. Blandt andet gamle musik cd’er.

Mamduh Adris ville ikke købe flere ting af Daniel Andersen, men han ville derimod have enten sine penge tilbage eller en Playstation 4.

- Til sidst blev han meget svær at komme i kontakt med, og da jeg prøvede at ringe til ham fra et andet nummer, lagde han bare på, da han hørte, det var mig, siger Mamduh Adris.

Skive Folkeblad skrev om, hvordan Mamduh Adris var blevet snydt. Og historien nåede rundt i det meste af landet.

Blandt andet blev artiklen læst af Johnny Albert fra Skælskør. Han tilbød straks at give Mamduh Adris en ny Playstation 4, fordi han syntes, det var synd for ham.

Også Nordisk Film, der står for salg og marketing af Playstation i Norden og Baltikum og fungerer som distributører af spillekonsollen i de samme områder, meldte sig på banen og var klar til at give Mamduh Adris en spritny Playstation 4.

Det blev også beskrevet i Folkebladet.

Problemet var bare, at ingen vidste, hvem der var blevet snydt. Kun lokalpolitiet i Skive, og de kunne ikke komme i kontakt med moren til Mamduh Adris.

Familien kommer fra Syrien, så kommunikationen var ikke snorlige.

Selv hørte Mamduh Adris godt om, at nogle ville give ham en ny Playstation, men han troede bare, det var for sjov.

Derfor gjorde han ikke mere ved det.

Men for nylig sagde en veninde af familien, at det altså ikke var for sjov, og at der virkelig var nogen, der ville give ham en ny Playstation.

Og derfor gik Mamduh Adris igen til politiet i denne uge.

Nu har Nordisk Film fået kontaktoplysningerne på Mamduh Adris. Og der vil i løbet af de kommende dage blive skabt kontakt.

- Jeg er glad for at høre, at vi har fundet frem til drengen, der blev snydt, og vi vil tage kontakt til ham sidst på ugen, så vi kan få sendt en Playstation 4 af sted til ham, siger Rikke Nygaard Nissen, der er kommunikationschef hos Nordisk Film/Playstation Nordic.

Også Johnny Albert bekræfter over for Skive Folkeblad, at hans tilbud stadig står ved magt. Men hvis Nordisk Film og Mamduh Adris finder ud af det, bliver der ikke behov for det.

- Jeg er meget glad for, at der er nogle, der vil give mig en ny. Det er jeg meget taknemmelig for. De 1170 kroner var nogle penge, jeg selv havde sparet op, så det betyder meget for mig, at jeg får noget for dem, siger Mamduh Adris.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland