
Nyt om de kendte: Lars Hjortshøj scorer ung sild
Blachmans børn skal ikke være med i X Factor, nyskilte Kåre Quist kysser med Paradise-deltager, bagedyst deltager har kage i ovnen og racerkører solo igen - og mere fra de kendtes verden
Udgivet:04. januar 2023, 15.14
Læsetid:5 minutter
Foto: Anders Brohus/ritzau scanpix
9 måneder siden
Lars Hjorthøj, 55, veteran-komiker i standup-klassen, har fundet erstatningen for Tina Bilsbo, som han var sammen med til 2021. Fru Bilsbo fandt kort efter kærligheden sammen med Marie Kronquist. Og nu skal børnene Oscar og Emma også forholde sig til, at deres far har fundet Camilla Skjødt Rønsgaard på 32.
Se og Hør fortæller, at hun er kundechef i et vikar- og rekrutteringsbureau.
Det var i øvrigt Frank Hvam og Casper Christensen, der i deres podcast, »Casper ringer til Frank«, afslørede, at deres gode kollega havde fået dame på.
Dak skal giftes med sin Anders
Dak Wichangoen, madkvinde, der er dommer i »Masterchef« på TV3, skal snart giftes. Lige før nytår blev hun nemlig forlovet med sin kæreste, Anders.
Dak fortæller, at Anders 29. december overraskede hende med champagne.
»Han poppede boblerne og begyndte med at snakke om 29. december for fem år siden tilbage i 2017, hvor vi mødte hinanden. Imens han snakkede, tog han æsken frem. Så fattede jeg det. Råbte nej, nej, nej, mens jeg stortudede«, skriver hun på Instagram.
Parret blev forældre til Lily i 2021. Dak opsagde sit job som køkkenchef på gourmetrestauranten Kiin Kiin for alene at være mor.
- De, som kender mig godt, ved, at jeg går ind til de ting, jeg laver, med 350 procent. Om det er mit job, eller om det er titlen som mor. Det er den måde, jeg arbejder på, så jeg kan ikke begge ting lige nu. Jeg elsker at være i restauranten og være sammen med gæsterne, men det kan jeg ikke gøre nu, når jeg skal have et barn. Så jeg ville føle, at jeg svigtede begge dele og få dårlig samvittighed, sagde Dak dengang.
Der er ikke sat dato på vielsen.
Blachmans børn skal ikke i X Factor
Thomas Blachman, mand med mindre X Factor end ellers, da programmet »X Factor« havde under 750.000 seere ved premieren, er ikke i tvivl om, at hans børn ikke skal være en del af programmet. Det ville han hade, siger han ifølge Ekstra Bladet.
Han mener ikke, at programmet er så skørt mere.
- Der kommer ikke så mange freaks mere. Dem, der ikke kan en skid. Så de sadister, der så programmet for at se nogen få en over nakken, må se en voldsfilm i stedet, siger Thomas Blachman, der selv er blevet mere rolig, erkender han.
- Jeg er kun blevet mere stilfærdig, fordi ungdommen er blevet mere seriøs. Læreren har fået større respekt for proletariatet! Der er ikke så mange, jeg kan hidse mig op over længere.
Kåre er lidt mere end venner
Kåre Quist, 51, nyskilt tv-kendis fra DR, har tidligere sagt, at han og jurist Pernille Nygaard, 32, kun er gode venner, der har det sjovt sammen.
Se og Hør fortæller nu, at Kåre og Pernille, der engang var med i »Paradise Hotel«, mødtes i Pernilles hjemby Frederikshavn i juledagene; de to var sammen på Lola Club, hvor de kyssede og sådan.
Hverken Kåre eller Pernille vil sige noget til Se og Hør om, hvordan deres forhold har udviklet sig.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Bagedyst-Tilde har en kage i ovnen
Smukke Tilde Munkholm, 24, der var en del af »Den store bagedyst« i 2021, er blevet gravid sammen med kæresten, Thomas Gregersen.
Parret kender ikke endnu barnets køn, skriver Se og Hør.
- Det er en stor drøm, der nu går i opfyldelse, og det kan være svært helt at sætte ord på, at vi skal have en lille baby, men vi er meget spændte og lykkelige, siger Tilde.
Racerkører skal køre solo igen
Jason Watt, 52, er blevet skilt. Efter otte år er han og fru Majbrit, 49, gået fra hinanden.
»Hvis man ikke længere er lykkelig i hinandens selskab, kan man vælge at leve videre i håbet eller vælge hver sin vej. Vi har i fællesskab og uden drama valgt det sidste, så 2023 bliver nyt på flere måder«, skriver Jason på Instagram.
»Jeg kan godt lide hans selskab, men glæder mig nok mest til at kunne lukke min egen dør og bestemme tingene i hverdagen, og hvordan livet skal forløbe«, skriver Majbrit.
Se og Hør fortæller, at Majbrit havde et hårdt 2022. Hun fik stress, mistede sit job, mistede sin far og altså sin mand.
Kendt keramiker trækker stikket
Laura Drasbæk, 48, skuespiller og keramiker, trækker stikket, fortæller Se og Hør.
Årsagen er vandskade i huset, pakker der blev væk i leveringen og julestress i værkstedet.
Hun har haft vejrtrækningsproblemer - og har besluttet sig for at holde fri i januar og februar for at passe på sig selv.
- Det er heller ikke verdens undergang, hvis jeg mister nogle kunder. Det er ikke vigtigere, end at jeg har det godt og kan trække vejret. Og det kan jeg kraftedeme ikke længere, siger hun i en video på Instagram.


Folk i fokus: Nikolai flytter ind hos Benedikte


Gift i 2008, skilt i 2012, sammen igen i 2013: Men nu skilles Finn og Hanne igen

