Inspireret af AGF-nederlag: Skibonit udgiver børnebog om forbandet fodboldstadion

9. maj 2021, 12.10

Forfatteren Nanna Christina Kühle er født i 1972 og voksede op i et parcelhus på Hasselvænget i Skive. Pressefoto

Enhver hengiven fodboldfan vil nok kunne genkende følelsen af at lede efter mening, når hjemmeholdet taber gang på gang. Det kan være dommeren, træneren eller dagsformens skyld - men måske skal forklaringen i virkeligheden findes i ondsindet magi?

Det lader i hvert fald til at være tilfældet nyudgivede børnebog »Det forbandede stadion«, som er skrevet af Nanna Christina Kühle, der er født og opvokset i Skive.

I dag bor hun i Aarhus med sine tre børn og er en hyppig gæst på tilskuerrækerne i Ceres Park, hvor hun følger AGF meget tæt.

Det var på et tidspunkt en stående vittighed i avisspalterne og blandt andre fans, at stadionet måtte være forhekset, siden AGF tabte sine hjemmekampe i en længere periode. Dét gav Nanna Christina Kühle idéen til den nye børnebog, der er den 12. bog til børn og unge, hun har udgivet siden 2018.

En stor del af hendes værker tager udgangspunkt i hendes egen fascination for fodboldens verden:

- Fodbold kan bruges som en rigtig god rammefortælling, fordi de følelser, problemstillinger og udfordringer, der findes i og omkring fodboldbanerne, er almene og også findes andre steder i livet, fortæller Nanna Christina Kühle.

»Det forbandede stadion« blev udgivet den 7. maj af Forlaget Krabat.

Indlæser debat...