Nekrolog: Ejler Bonde forlangte ordentlighed af sig selv

22. oktober 2021, 10.47

Ejler Bonde.

Ejler Bonde, Søndervænget, Jebjerg, 73 år

Ejler Bonde døde i sit hjem med familien omkring sig efter kort tids sygdom.

Han var født på en lille gård i Lindknud som den yngste af syv søskende. Efter skolegangen kom han i lære som klejnsmed i Ribe og arbejdede derefter som smed i en årrække - blandt andet på en fiskefabrik og to teglværker.

I 1970 blev Ejler gift med Tove, som var fra Bramming. Her boede de sammen, indtil de i begyndelsen af 1970’erne flyttede til Bjerringbro.

I 1979 fandt de det hus på Søndervænget i Jebjerg, hvor de har boet siden. Ejler Bonde var nemlig blevet ansat som maskinkonsulent ved Arbejdstilsynet, som dengang havde et stort afdelingskontor i banegårdsbygningen i Skive.

Ejler Bonde virkede i kraft af sin baggrund som smed som maskinkonsulent, men efterhånden fik han tildelt andre opgaver og begyndte blandt andet også at komme på offentlige arbejdspladser. Nu var der også blandt andet det psykiske arbejdsmiljø, han skulle beskæftige sig med, og han løste sine opgaver med stor dygtighed. Han forlangte ordentlighed af sig selv, og løste de tildelte opgaver til punkt og prikke.

Ejler Bonde holdt af at tale med folk og uden at fremture med regler og paragraffer fik han meget ofte problemer overvundet gennem samtale. Han var altid meget velforberedt, når han mødte op på arbejdspladserne, og selv om han nød at få mere tid med familien, da han gik på pension, kom han til at savne den gode kontakt med kunderne.

Ejler Bonde var i det hele taget en »team player«, i alt hvad han foretog sig. Han var god til at forstå, hvor styrke og svagheder lå, og evnede sammen med de mennesker, han stod overfor, at støtte og udvikle deres kunnen. De evner kom ham også til gode på fodboldbanen, hvor han selv var målmand i en årrække og derefter fodboldtræner for både ungsdoms- og seniorhold.

Bag disse selvudviklede lederevner lå blandt andet en oprigtig interesse i andre mennesker, og mange kom i hjemmet i Jebjerg for at tale med Ejler, dele et par gode historie eller måske få et godt råd. Ejler gik altid gerne ind i en dialog om, hvordan dette eller hint problem bedst blev løst.

Ejler var meget glad for at dyrke idræt, og han spillede også badminton, håndbold og tennis. Senere tog han golfen op. Han havde nok at se til, da han skulle introduceres til spillet, så foregik det på den måde, at han et par gange stoppede bilen ved Rute 26 og smuttede ind og tog hul 8 og 9 på golfbanen i Skive sammen med sin søn, inden han ilede videre. Senere blev han fast medlem af golfklubben i Harre Vig.

Sammen med Tove rejste Ejler ofte. De var blandt andet medlem af et par rejseklubber. Kortklubber havde de også flere af.

Ejler holdt i det hele taget af stunder med venner i festligt lag, og han var ikke den, der gik først hjem. Så hellere være sidste mand på skansen.

Inden coronaen kom, nåede Tove og Ejgil at fejre deres guldbryllup med familie og venner. Det blev en uforglemmelig dag for dem.

For få uger siden blev Ejler Bonde syg og med hjælp fra hjemmepleje og læge var det muligt for Ejler at blive hjemme også i den sidste tid. Familien er meget taknemmelig for den indsats, der blev ydet for at give Ejler den nænsomst mulige afslutning på livet.

Ejler Bonde efterlader sin kone Tove, sønnen Morten i London og datteren Nicole, som bor mellem Skive og Viborg. Han efterlader også svigerbørn, et barnebarn og to oldebørn.

tj

Indlæser debat