Nu lysner det

19. september 2018, 10.47

Nu lysner det vedr. slagterigrunden, fremgår det af borgmesterens udtalelse mandag til Skive Folkeblad.

Jamen det er jo herligt. Men jeg synes bare, jeg har hørt denne bemærkning før og meget passende lige op til kommunevalget. »Vi har lavet en aftale med Danish Crown«, udtalte borgmesteren. Men det viste sig så senere, at der var indgået en aftale om »at indgå en aftale«. Var der nogen, der sagde »narre …«

Og ja, jeg er jo ret ny i kommunalpolitik, og der er meget, jeg ikke forstår.

Som f.eks. er der nu projekteret og dokumenteret af »Teknisk Forvirring« og helt uden brug af konsulenter, tror jeg nok, fire nye stier i forbindelse med kommunens »Big Blue-projekt«. Igangsætning af stierne blev fremsat på byrådets møde vedr. budget forhandlinger for 2019, som et ønske fra Skive-Listen, men »dur ikke«, sagde en enig forsamling af tidligere sognerådsmedlemmer fra Venstre, kraftig støttet af Preben Andersen, DF, for han er pr. definition imod alt, hvad der kommer fra Knud Bjerre.

Og nu er vi i Skive-Listen jo nok relativt nye i kommunalpolitik, selv om vi har en tidligere borgmester, Per Jeppesen, og et tidligere byrådsmedlem, Knud Bjerre, siddende i byrådet, men nye i den forstand, at vi vil fremme udviklingen, hvad angår bosætning og erhverv i Skive Kommune, men med stierne i »Big Blue-projektet« begik vi nok en stor fejl.

Vi skulle nok have foreslået stierne i Skive, langs åen, koblet sammen med de tosporede cykelstier til Breum, så havde vi da nok fået opmærksomhed fra nogen af Venstres byrådsmedlemmer fra Salling. (For ensporet cykelsti kan jo ikke gøre det. Tænk hvis man nu skulle støde sammen).

Og nu lysner det virkeligt vedr. et andet meget omdiskuteret emne her i Skive Kommune: Gl. Skivehus.

Anders Bøge, SF, og Socialdemokraterne stiller nu spørgsmål ved, ligesom Skive-Listen, om det er logisk at bruge 8 millioner kroner til istandsætning af en bygning, som ingen vil bruge, selv om der skal installeres »træk og slip«. »Den har kulturværdi og bygningen er bevaringsværdig«. Gu’ har den da ej.

Kælderen har kulturværdi og er bevaringsværdig, hvorimod bygningen er bygget langt senere, ligesom mange andre bindingsværkshuse her i Skive, som allerede er revet ned, og derfor er løsningen da ideen, som blev udtænkt af en gruppe bestående af bl.a. Søren Vester fra Thise og Knud Bjerre: »Byg et glastag over kælderen, som er bevaringsværdig«. Så kan det blive et udflugtsmål for dem, som vil benytte en af de fire planlagte stier i forbindelse med »Big Blue-projektet«, hvis da ellers stierne nogen sinde bliver til noget og ikke bliver syltet i Venstres »syltekrukke«. Venstre har nemlig en »syltekrukke for projekter«, og især dem der fremmer vækst, bosætning og udvikling her i Skive Kommune.

Hvis man skal bruge 8 millioner, som dyrt betalte konsulenter nu har fundet ud af, på at restaurere en faldefærdig bygning, som ingen vil benytte efter restaureringen, så er det efter min mening uansvarlig brug af kommunens penge. Hvis Historisk Samfund ønsker at se på ældre bindingsværkshuse, så tag da til Hjerl Hede.

Det, som nok kan undre en, er, at liberal venstre-tankegang er: »Lad falde hvad ikke kan stå«. Og vedr. Gl. Skivehus gør man lige det modsatte.

Venlig hilsen

Hans-Ole Brunsgaard,

Skive-Listen,

Brøndumsgade 42,

7800 Skive