Politisk parentes: Familiesammenføring

Klumme

Dansk politik blev præget af familiesammenføringer i denne uge. Først var det en mor, der afbrød sin solferie på en tropeø for at komme hjem og tage sig af de vildfarne unger.

Så den fortabte søn, der vendte hjem til sin fars hus i håb om en sikrere fremtid.

Jeg tænker på Pernille og Bergur ...

Det første var ikke til at forudse, for Pernille Vermund havde mere end antydet, at hun faktisk var ved at være træt af politik. Sådan virkede hun også.

Dels havde hun i øvrigt lige forlovet sig med sin tredje mand – kommende mand, hedder det vel. Dels havde hun ført sit parti – Nye Borgerlige – helt ud på rampen, da det valg, hun havde ventet sig så meget af, fik et mildest talt uheldigt udfald.

Den ministerpost, hun havde stræbt efter, forduftede stille og roligt med et blåt mandattal, som man godt kan kalde elendigt; og hendes eget parti blev minimeret i en grad, så det gjorde betydeligt indhug i partikassen.

Så Vermund smuttede – med den besked, at hun jo altid har sagt, at Christiansborg ikke skulle være en livsstilling.

Sandt nok. Og ganske belejligt ...

De fleste mente nok at partistifteren kunne have forberedt sin exit bedre; for sandheden er jo, at Nye Borgerlige - hendes politiske barn - ved hendes afsked på det nærmeste lå i ruiner. (Med mindre man hører til det mindretal, der har anset Lars Boje Mathiesen for at være en Guds gave til menneskeheden).

Dem hører hendes tidligere – og nu igen værende – formand, Vermund – ikke til. Hun mener at han ikke bare er grådig, men også en løgnhals.

Nu. Det mente hun ikke før hun skred ...

Nu skal hun i gang med »at genopbygge partiet«, og jeg skal i modsætning til de rigtige politiske analytikere undlade at gisne om, hvordan det skal gå. Som det politiske landskab tegner sig i disse årtier er vælgerne en upålidelig størrelse, og – mellem os sagt – det gælder ikke mindst den del, der bevæger sig ude på fløjene (og her er jeg nødt til at indrømme, at den yderste venstrefløj lige nu er mere stabil end den yderste højrefløj (hvis vi ser bort fra de politiske ideer ).

Så lad os i stedet se på den midterste midte, nemlig den, der ikke kan finde ud af om den vil være blå eller rød, og derfor har valgt kuløren midt i mellem: Lilla! (Og det er ikke De radikale, jeg tænker på, for med dem er det, som det altid har været (og så har jeg ikke sagt for meget!).

Moderaterne!

Hvor den fortabte søn stod for den anden iøjnefaldende familiesammenføring (-føring, ikke -færing) og i denne uge vendte hjem til farmand.

Bergur!

Nu kom det ganske vist ikke bag på mange, at junior søgte hjem til seniors nystiftede parti – faktisk kom det vist bag på flere, at han ikke meldte sig ind hos farmand, da partiet blev stiftet, men som de vise analytikere påpegede havde det en simpel forklaring:

Hvem melder sig under fanerne i et nyt parti, når man har en vellønnet plads i Europa-Parlamentet – om end ikke i egen ret, men som vistnok anden- eller tredjesuppleant.

Lige meget, suppleant eller ej, pengene er gode nok. Og det er jo blevet så moderne, det med at skifte parti – spørg bare far! Og alle de andre partihoppere.

Og som unge Bergur sagde: »Jeg har været utrolig glad for og følt mig privilegeret ved min tid i Venstre.«

Hov!

Jamen, det sagde han virkelig! Selv om det ikke lige var det indtryk, man fik ...

Han skyndte sig dog at tilføje, at »på trods af 15 gode år i Venstre er jeg alligevel kommet frem til at jeg har en større fællesmængde med et andet parti.«

Men det er altså kun fire måneder siden, at han i et interview med Altinget sagde, at han nok havde overvejet at skifte til sin fars parti, men at han havde valgt at blive i Venstre.

»Kan du garantere, at du bliver i Venstre resten af denne valgperiode?«, spurgte journalisten.

»Ja, det kan jeg godt.«

»Stiller du op til valget til Europa-Parlamentet i 2024?«

»Ja, det gør jeg.«

»Og du stiller op for Venstre?«

»Jeg stiller op for Venstre!«

Det kom nu ikke bag på Venstres leder i parlamentet, Morten Løkkegaard, at sønnen slægter sin far på.

»Ærgerligt, men måske ikke overraskende,« sagde han. »Vi valgte at være tillidsfulde; man skal jo ikke tro det værste. Held og lykke til den unge Løkke Rasmussen,« tilføjede han tørt.

Måske lidt naivt – der er mange i dansk politik, om hvem man godt kan tillade sig at tro det værste. Og det er som bekendt ikke alle familiesammenføringer, der er succesrige. Det har vi jo også fået tudet ørerne fulde med i årevis ...

Statsminister Mette Frederiksen drog igen ud i verden – det har hun lært af sin udenrigsminister, fornævnte Løkke Senior.

Hendes rejse i denne uge gjaldt det brutale egyptiske diktatur – ikke for at diskutere demokrati og menneskerettigheder og den slags, for det nytter sjældent på de kanter; spørgsmålet var, hvad emnet så var?

De aldrig tvivlende iagttagere var klare i mælet: Mette forbereder en fremtid i international politik! Der er grænser for, hvor længe, man gider være statsminister i en miniputstat, når man er skabt til familiesammenføringer i større stil.

Det begyndte med SVM - men der er ingen grænser, når blot ambitionerne er store nok ...