Gå til hovedindhold
Lokalt

15-20 Ejsing-folk tøvede ikke: Reddede musiker med hjertestop

04-07-2018 KL. 20:46
Empty

Musiker Dennis Greis Lydom, der synger covernumre af Johnny Cash, faldt om med hjertestop, da han fredag aften gav koncert i Ejsing. Heldigvis var der mange, der hurtigt sprang til med hjælp, og han klarede skærene uden mén.
Foto: Baden Photo

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Den 33-årige musiker Dennis Greis Lydom fra Ringsted havde givet to ekstranumre, da han fredag aften på Geddal Gårdbryggeri i Ejsing var ved at afslutte sit koncertforedrag, der er inspireret af historier og musik af Johnny Cash.

De 100 publikummer klappede og råbte på et ekstranummer mere.

Men så gik det galt.

- Han sagde, at han ville synge en sang mere, men pludselig kunne han hverken huske teksten eller akkorderne. Så tog han et glas vand, og kort efter væltede han omkuld oppe på scenen, og jeg var virkelig chokeret, fortæller Mette Rehmeier fra Djeld, der var blandt publikum.

En masse folk ilede på scenen for at hjælpe Dennis Greis Lydom. Heriblandt var Thomas Ransborg og hans søster Julie Ransborg, der kommer fra Geddal.

- Jeg begyndte at yde hjertemassage, mens min søster gav kunstigt åndedræt. Men der var mange, der hjalp til. Vi var nok 15-20 stykker i alt, siger Thomas Ransborg, der til dagligt er ansat i Eliteidræt Aarhus.

Der blev arbejdet i 20 minutter på Dennis Greis Lydom, og få gange vågnede han op for derefter at blive bevidstløs igen.

- Jeg stødte ham en gang med en hjertestarter, men vi fik aldrig helt liv i ham, fortæller Thomas Ransborg.

Da ambulancen kom efter 20 minutter, havde Dennis Greis Lydom stadig hjertestop, og i ambulancen blev der stødt fem gange.

Det lykkedes at få hans egen hjerterytme i gang, inden han blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Her ligger Dennis Greis Lydom stadig men har det efter omstændighederne godt.

Tilbage står arrangør, publikum og redningsfolk med en meget speciel og dramatisk oplevelse i bagagen.

- For mig som arrangør var det en traumatisk oplevelse, og jeg har snakket med hans kone et par gange siden. Jeg er bare glad for, at han klarede den, siger Niels Sangill fra Geddal Gårdbryggeri.

Også Thomas Ransborg og Mette Rehmeier er lykkelige for, at Dennis Greis Lydom endte med at klare skærene.

- Det var dejligt, at jeg kunne hjælpe til i så svær en situation. Men det var ikke sikkert, at det var gået sådan, hvis der ikke havde været så mange til at hjælpe. Og så hjalp Dennis Greis Lydom sikkert også til selv, siger Thomas Ransborg.

- Det var en meget voldsom oplevelse for os alle. Og jeg er bare så glad for at høre, at han har det bedre, lyder det fra Mette Reh­meier.

Dennis Greis Lydom var ved bevidsthed igen søndag, og hans hjerne har ikke taget skade.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland