Gå til hovedindhold
Ritzau Kriminalitet

15-årig dreng tilstår deling af video med drab i Marokko

25-03-2019 KL. 14:00
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En dreng på 15 år fra Esbjerg Kommune er ligesom en række andre unge og ældre blevet sigtet for at dele en drabsvideo fra Marokko.

Oplysningen kommer fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som i en pressemeddelelse mandag også fortæller, at drengen har erkendt at have delt videoen.

Rundt om i landet er en række unge, men også ældre personer, blevet sigtet for at have spredt videoen til andre.

Reaktionen fra politiet kom i begyndelsen af marts, efter at anklagemyndigheden i nogen tid havde overvejet, om det kunne være en lovovertrædelse at viderebringe videoen.

Optagelsen stammer fra Marokko. Her blev to unge kvinder, en nordmand og en dansker, i december dræbt, da de var ude på en vandretur i bjergene.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland på 28 år blev slået ihjel under et overfald i Atlasbjergene. Forbrydelsen er blevet beskrevet som en terrorhandling.

Politiet har tidligere sagt, at klippet har et stærkt krænkende indhold.

I begyndelsen af marts oplyste politiet, at 14 personer var blevet sigtet for at sprede videoklippet.

De har overtrådt en bestemmelse i straffeloven, der hedder 264 d, mener politiet. Ifølge paragraffen er det strafbart at videregive billeder af en person "under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden".

Ikke alle har ifølge politiets opfattelse haft samme motiv. To personer er således også sigtet for offentligt at billige terror.

De fleste af de sigtede er teenagere eller yngre voksne. Men nogle er i alderen fra 45 til 69 år, har politiet tidligere oplyst.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland